Vinochat
Historie
Vinochat er navnet på en producent i Villié-Morgon i Beaujolais-regionen, og selskabet bag opstod officielt i december 2019. Vinochat ejes af Marie Lapierre og Jean-Claude Chanudet, og for at forstå projektet er det nødvendigt at sætte det ind i den sammenhæng, der leder frem mod Vinochat og vinen La Cuvée du Chats opståen.
Château Cambon er en Beaujolais-ejendom nær Villié-Morgon, der blev skabt i 1995 da Marcel Lapierre (1950 – 2010), hustruen Marie-Therese Lapierre (f. 1958) og Jean-Claude Chanudet (f. 1951) fra Domaine Joseph Chamonard blev opmærksomme på potentialet i en konkursramt ejendom, der tidligere havde været ejet af Cambon-familien. Trekløveret erhvervede vingården, og da Marcel Lapierre gik bort i 2010, overtog Marie Lapierre hans andel af ejendommen, og drev den videre sammen med sønnen Mathieu, Jean-Claude Chanudet og et lille team af medarbejdere.
I 2010 erhvervede Marie Lapierre og Jean-Claude Chanudet en parcel på 2,5 ha med Gamay-planter, der havde tilhørt Jules Chauvet, og planterne her blev sat i 1945. Udsigten til erhvervelsen gav anledning til, at der blev oprettet et selvstændigt selskab med navnet Vinochat, og vinen herfra blev kaldt La Cuvée du Chat, opkaldt efter Jean-Claude Chanudet, hvis kælenavn er Le Chat, Katten. I de første år blev La Cuvée du Chat fremstillet med druerne fra Chauvets gamle plot, og filosofien bag vindyrkningen og arbejdet i kælderen var inspireret af Marcel Lapierre og Jules Chauvet.
Vindyrkning og kælderarbejde
Produktionsfilosofien hos Château Cambon blev udstukket af Marcel Lapierre. Marcel Lapierre var Jules Chauvets (f. 6. august 1907 – 15. juni 1989) vigtigste elev, og Chauvet selv regnes for faderen til ideen om naturlig vin og den senere naturvinsbevægelse. Han var en Beau-jolais-negociant, vinmager og kemiker, der fra 1940’erne og frem til sin død opmuntrede vinproducenter i Beaujolais til at anvende naturlige metoder i vinmarken og i kælderen. En naturlig tilgang i vinmarkerne handler lidt enkelt formuleret om, at vin skal fremstilles med økologisk eller biodynamisk dyrkede druer, uden brug af syntetiske sprøjtemidler (pesticider), kunstgødning, etc. Det skulle muliggøre, at dyrknings-stedets særlige karakter kan udtrykke sig bedre i den færdige vin, og man kan forstå tilgangen som en måde til at frembringe ægte vins de terroir. I kælderen handler det afgørende om at fremstille vinen med de naturligt forekommende, dyrkningsstedsunikke, vilde gærstammer, der sidder på drueskindene (spontangæring), uden anvendelse af tilsætningsstoffer og uden eller i det mindste med minimal anvendelse af
svovl. Idealet er, at vinen skal have en ren oprindelse, pure origine, og ifølge Philippe Pacalet skulle dette være hovedanliggendet i Chau-vets arbejde.
Inspireret og vejledt af Chauvet begyndte pioneren Marcel Lapierre i 1981 at dyrke sin jord i Morgon økologisk, og han fremstillede vin efter macération semi-carbonique-metoden, og, som Chauvet havde foreskrevet, med de vilde gærstammer og uden additiver og med ingen el-ler kun en beskeden mængde tilsat svovl. Denne produktionsfilosofi blev også anvendt hos Château Cambon, og som hos Domaine Mar-cel Lapierre blev Château Cambons vinmarker ved overtagelsen straks omlagt til økologisk dyrkning. Produktionsfilosofien ses også hos Vinochat, hvor det er Jean-Claude Chanudet, der fra begyndelsen har lavet vinen. Til La Cuvée du Chat anvendes hele, upressede Ga-may-klaser og lange macerationer med udgangspunkt i den klassiske Beaujolais-teknik, méthode beaujolaise, der også kendes som macération semi-carbonique eller semikarbonisk maceration: De hele uafstilkede druer fyldes i gæringstanke og vægten af de øverste klaser knuser 10-30% af de nederste druer. Det betyder, at mosten i bunden af gæringstanken spontant begynder at gære, og denne pro-ces frigiver kuldioxid, der trænger gennem skindene på de hele druer, som begynder at gære indvendigt, og det kaldes intracellulær gæ-ring, som til sidst vil få de intakte druer til at briste. Tilgangen kombinerer således to forskellige slags alkoholisk fermentering. Vinen lagres på gamle foudres, dvs. store brugte egefade, og der tilsættes blot en beskeden mængde svovl før flaskeaftapning.
Vinmarker og fremstillede vine
La Cuvée du Chat blev som tidligere angivet lavet med druer fra et plot, der havde tilhørt Jules Chauvet, men Marie Lapierre fandt, at det lå for langt væk og ønskede at finde en egnet lokalitet, der lå tættere på Château Cambon, hvor vinen laves. Druerne kommer nu i stedet fra 50+ år gamle Gamay-planter på 1,1 ha med ler-, kalk- og granitholdig jord. Produktionsfilosofien er stadig den samme, og der laves årligt i omegnen af 7500 flasker.
La Cuvée du Chat
Vinen markedsføres under betegnelsen Vin de France (VDF). Den laves af Jean-Claude Chanudet, og fremstilles af uafstilkede Gamay-klaser og med semikarbonisk maceration og ca. 12 dages skindkontakt. Den lagres på gamle 50 hl foudres, dvs. store egefade, og der foretages en let filtrering, ingen klaring, og der tilsættes kun en beskeden mængde svovl i forbindelse med flaskeaftapningen. Vinen er skønt frugtig og udtryksfuld i ungdommen med fristende, frie Gamay-aromaer, der bringer mindelser om violer, pæoner og skovbærfrugt. Det er en letdrikkelig, saftig og karakterfuld vin med klare referencer til Beaujolais, Marcel Lapierre og Jules Chauvet.
