Domaine Sainte Madeleine
Historie
Dette Bourgogne-vinbrug har adresse i kommunen Tharoiseau nær landsbyen Vézelay og hører til i departementet Yonne i den nordlige del af det centrale Frankrig. Vézelay ligger ca. 50 km næsten stik syd for Chablis, og skønt, der er forskelligheder, så er sammenligninger mellem vinene fra de to områder nærliggende. Domænet blev skabt af Alexandre og Blandine Le Corguillé i 2020, som regnes for det offici-elle grundlæggelsesår, og de laver fortrinsvis vine fra appellationen Vézelay AOC, der blev skabt i 2017.
Vézelay er måske mest kendt for sit abbedi og den benediktinske klosterkirke Sainte-Marie-Madeleine (en basilika-kirke), der ud over at være berømt for sin romanske arkitektur, også siges at være i besiddelse af relikvier af den hellige Maria Magdalene (fortrinsvis kranium og andre knogledele), og deres ægthed blev bekræftet af Pave Stephanus IX i 1058 (!). Vindyrkning i området går i hvert fald tilbage til den gallisk-romerske æra og det første århundrede, og intensiveredes med basilikaens grundlæggelse omkring 858. Phylloxeraens hærgen i den sidste halvdel af det 19. århundrede decimerede imidlertid hvad der skønnes at være omkring 500 ha vinmarker til næsten ingenting, og i 1960’erne og 1970’erne var der blot omkring 10 ha udlagt til vin. Området blev først vinmæssigt genfødt da den burgundiske kok Marc Meneau (1943-2020), der drev den trestjernede Michelin-restaurant L’Espèrance (2 stjerner i 1975 og 3 stjerner i 1983) i nabolandsbyen Saint-Pére, beplantede 16 ha med Chardonnay, for at følge i munkenes fodspor og genoplive appellationen Bourgogne-Vézelay. I 1989 åb-nede det lille Cave Cooperative Henry de Vezelay i det fremspirende område, og fremme i 2018 var der registreret ca. 71 ha med vin, og der var et potentiale til yderligere 180 ha vinmarker.
Vézelay AOC omfatter marker omkring de fire landsbyer: Vézelay, Asquins, Saint-Père og Tharoiseau. Markerne fordeler sig på begge si-der af floden Cure og ligger ca. 190-330 moh, og de domineres af ganske kalkholdig, marinsediment- og mineralrig lerjord, der også ken-des som Kimmeridge-ler, der indeholder såkaldt Kimmeridge-kalk. Denne jordtype blev dannet mod slutningen af Jura-perioden for om-kring 150 millioner år siden, da marine sedimenter, såsom mikroskopiske og nu fossilerede ammonitter og belemnitter, mv, aflejredes i lav-vandede havområder. Kimmeridge-kalk og -ler kendes også fra Chablis og den sydlige sektor af Champagne, der kendes som Côtes des Bar, og vinene fra sådanne terroirs siges at have en særlig mineralitet og friskhed. Klimaet her er kontinentalt og genkalder det, der kendes fra Chablis, med forholdsvist lange og kolde vintre, våde forår med risiko for frost, moderat varme og solrige somre, og risiko for hagl.
Alexandre og Blandine tilhører en ny generation af vinproducenter i området. Han kommer fra en slægt af bønder og arbejdede som teena-ger i Champagne under høsten og fandt ud af, at han ønskede at producere vin. Blandine har rødder i Bourgogne, og de begyndte at lede efter et sted, hvor familien kunne slå sig ned og fik muligheden for at erhverve jord omkring Vézelay. I 2016 købte parret et 4 ha stort syd-østvendt plot i ærkebispedømmet Sens-Auxerre kaldet Côte de Chauffour, som de begyndte at beplante med Chardonnay samme år. Se-nere samme år købte de 1,2 ha med 30 år gamle Chardonnay-planter i Asquins og 1,07 ha med Chardonnay på Les Saulniers, nær lands-byen Sainte Pére. Så fulgte yderligere 5,1 ha, der blev beplantet med Chardonnay, bl.a. på den estimerede lokalitet Le Clos nær basilikaen i landsbyen Vézelay, og endnu 3 ha på Côte de Chauffour. Det bragte Domaine Sainte Madeleine op på 12 ha vinmarker.
Hvad plantesammensætningen angår, så har Alexandre sat omkring 50% Dijon-kloner og omkring 50% planter fra en selection massale, hentet fra en dyrker i Savoie, der blev anbefalet af Domaine Raveneau i Chablis. Seneste nyt er, at parret har erhvervet en ny parcel i Queuson nær landsbyen Saint Père, som Alexandre har beplantet med Chardonnay i april 2024. Der er også erhvervet en parcel nær Liard, som blev beplantet med Melon de Bourgogne, Chardonnay og Pinot Noir i april 2024.
Vindyrkning og kælderarbejde
Der drives et bæredygtigt landbrug med en fuldt økologisk tilgang, og de første vine med økologisk certifikation er fra 2021 og frem. Der håndhøstes, og vinene laves udelukkende med anvendelse af de naturlige gærstammer, der sidder på drueskindene. Der er lidt forskellige tilgange til vinifikation og lagring, afhængig af den enkelte cuvée, se nedenfor.
Vinmarker og fremstillede vine
Vinene fremstilles i en primærfrugt- og terroir-dreven stil, og der laves foreløbig 5 vine, og de 4 hvide laves på Chardonnay, og den røde på
Pinot Noir: De hvide har en betagende kølighed i udtrykket og en skøn transparens, floralitet og frugtnuancering. Den røde blomstrer med violer og skovbærfrugt og er glædesgivende allerede 2-3 år fra høsten. Porteføljen omfatter følgende vine:
Vézelay Blanc
Denne hvide på Villages-niveau fremstilles med Chardonnay fra forskellige lieux-dits på begge sider af floden Cure. Planterne var i 2022 omkring 34 år gamle, og vinen fremstilles og lagres på ståltanke.
Vézelay Les Saulniers
Les Saulniers er et lieu-dit, der ventes at få Premier Cru-status i fremtiden. Chardonnay-planterne var i 2022 omkring 33 år gamle, og de står med nordvestlige, vestlige og sydvestlige eksponeringer på midten af en skrænt, ca. 260 moh. Vinen fremstilles på termostyrede stål-gæringstanke og lagres omkring 7 måneder sur lie fines på stål.
Vézelay Le Clos
Denne hvide fremstilles med Chardonnay fra en stejl, sydvendt skrænt på Le Clos, 220-275 moh, og planterne var ca. 48 år gamle i 2022. Druerne håndhøstes, og de hele klaser presses og den alkoholiske gæring starter spontant og foregår på brugte egefade. Vinen lagres 10 måneder på tredje- og fjerdeårs egefade, bl.a. fra Tonnellerie J.N. Minier i Chagny.
Bourgogne La Côte de Chauffour
La Côte de Chauffour forventes i fremtiden at få Vézelay Villages-status, eller måske endda Premier Cru-status. Alexandre har selv sat Chardonnay-planterne i 2016, og de står med sydøstlige eksponeringer på La Côte de Chauffour, ca. 260 moh. Vinen fremstilles som de øvrige vine, med spontan alkoholisk gæring med de vilde gærstammer fra skindene.
Bourgogne Rouge Le Clos
Denne vin fremstilles med Pinot Noir fra planter, der i 2022 var omkring 47 år gamle, og som måske er de ældste i regionen. De står på Le Clos-skrænten, ca. 270 moh. Druerne håndhøstes, og vinen laves på gæringsfade af eg med ca. 14 dages udblødning på skindene. Vinen lagres omkring 10 måneder på anden- og tredjeårs piéces de bourguignonnes.
www.Domainesaintemadeleine.com
