Domaine Les Héritiers du Comte lafon
Historie
Denne ejendom i Milly-Lamartine i Mâconnais blev grundlagt af Dominique Lafon (f. 1958) i september 1999. Det skete på en baggrund af, at han oplevede en markant stigende efterspørgsel fra sine kunder, og han har i interviews forklaret, at det allerede på dette tidspunkt var blevet vanskeligt for alvor at udvide domænet i Meursault ved at opkøbe jord i Côte d’Or. Mens andre producenter så mod Sydfrankrig for at ekspandere, så gav det for ham ingen mening jævnligt at skulle køre 500 kilometer for at dyrke druesorter han ikke havde erfaring med, på en jordbund han ikke forstod. I stedet så han mod Mâconnais, der ligger tættere på Meursault, og hvor druesorter og jordtyper virkede genkendelige, og hvor han så et potentiale.
Milly-Lamartine er en kommune, der har navn efter landsbyen Milly, der ligger i den sydvestlige del af Mâconnais, og tilnavnet Lamartine henviser til den franske politiker og digter Alphonse Marie Louis de Prat de Lamartine (f. 21. oktober 1790 – d. 28. februar 1869). Han kom til verden på Rue des Ursulines 18, på Plateau de la Baille i Mâcon, men familien flyttede til et smukt, herskabeligt landsted (maison bour-geoise) fra 1705 i landsbyen Milly, som var hans barndomshjem i perioden fra 1794-1801. Han blev altså ikke født i Milly, men som det kan læses på inskriptionen under hans buste foran det lokale rådhus, så var det her Lamartine ”laisse son coeur”, efterlod sit hjerte. Egnen og naturen her blev en stærk og varig inspirationskilde, som også satte sig igennem i hans digtning. Lamartine forblev stærkt forbundet til landstedet, der tidligere havde været en del af et større vinbrug, og vindyrkning har en lang historie på egnen. Vinene fra Mâcon havde før-hen et blandet rygte, men siden er der sket en del på kvalitetsfronten, og de bedste dyrkningssteders potentiale er ubestrideligt.
Milly-Lamartine blev ved et dekret fra d. 14. september 2005 en af i alt 28 landsbyer, mod tidligere 43, der for de hvide vines vedkommen-de måtte sætte landsbynavnet efter Mâcon på etiketten: Mâcon-Milly-Lamartine omfatter 46 ha jord med Chardonnay og 9 ha med Gamay. Også Dominique Lafon må være blevet fascineret af egnen og mulighederne her, for han erhvervede i september 1999 et domæne i Milly-Lamartine med tilhørige 7,59 ha vinmarker fordelt mellem denne kommune og nabokommunen Bussières. Købet omfattede blandt andet jord på det kølige og overvejende østvendte amfiteater Clos du Four, der regnes for Milly-Lamartine appellationens fineste dyrkningssted: Druerne her høstes sent og yder en hvidvin af format og med stof, friskhed, mineralitet og karakter. De resterende marker hørte til om-kring landsbyen Bussières.
I 2003 blev domænet udvidet med 6,94 ha omkring landsbyerne Uchizy og Chardonnay, og i 2009 blev der tilføjet 6,58 ha leasede vinmar-ker i Viré-Clessé, der ejes af Chateau de Viré, og senere igen kom der marker til i St-Véran (første årgang: 2014) og Pouilly-Fuissé (ca. 1,5 ha i Vergisson, første årgang: 2014). Den lokale Caroline Gon, der har et Diplôme d’ingénieur i Viticulture et Oeno-logie, fik ansvaret for den daglige ledelse af domænet i 2006, og hun arbejdede tæt sammen med Dominique Lafon. Hun blev afløst af Elsie Moore i juli 2022, som lavede sin første egen årgang i 2023. Elsie Moore har en kandidatgrad (Master 2 Vigne Vin Terroir) fra Institut Universitaire de la Vig-ne et du Vin Jules Guyot fra Université de Bourgogne i Dijon fra 2013 og havde senere erfaringer som både vinmager og chef de culture, vinmarksansvarlig.
Dominiques datter Léa Lafon og hans nevø Pierre Lafon har spillet en større rolle på domænet siden 2020, og de fik overdraget det officiel-le ansvar i 2021, da Dominique Lafon officielt lod sig pensionere. Domænet råder aktuelt over 26 ha vinmarker (6,58 ha af disse leases) og fremstiller ca. 180.000 flasker årligt, typisk fordelt på 10 hvide vine, og af disse er der 5 enkeltmarksaftapninger: Mâcon-Bussières Le Mon-sard; Mâcon-Chardonnay Clos de la Crochette; Mâcon-Milly-Lamartine Clos du Four; Mâcon-Uchizy Les Maranches og Pouilly-Fuissé En Chatenay. Domænet har ikke overraskende været blandt de førende i Mâconnais siden det opstod.
Vindyrkning og kælderarbejde
Dominique Lafon begyndte at arbejde økologisk på domænet i Meursault i 1989 og introducerede biodynamisk dyrkning i 1995 og er fortsat med det, fordi han har været meget tilfreds med resultaterne: Vinplanterne kom til at se sundere ud, og vinene blev mere rene, friske og mineralske og blev i det hele taget mere typiske for de enkelte lokaliteter. Erfaringerne fra vindyrkningsarbejdet i Côte d’Or blev straks overført til Milly-Lamartine-domænet, da det blev erhvervet i 1999, og druerne har været certificeret økologisk dyrkede siden 2012. Man fornemmer, at mange at de teknikker og erfaringer, der har gjort Domaine des Comtes Lafon til et af verdens ypperste vinbrug, i vidt om-fang er søgt overført til Domaine Les Héritiers du Comte Lafon, hvor de historisk er blevet kombineret med Caroline Gons forståelse af Mâ-connais. Der er fokus på at frembringe terroir-tro, friske og yndefulde hvidvine, og man anvender de vilde gærstammer fra drueskindene til den alkoholiske gæring. Vine på udgangsniveau fremstilles med gæring på termostyrede ståltanke, mens de mest ambitiøse laves med gæring på foudres, dvs store egefade, og/eller demi-muids på 600 liter. Vinene lagres sur lie fines, afhængig af den enkelte cuvée, og der anvendes ingen ny eg, men fortrinsvis ståltanke, foudres og demi-muids.
Vinmarker og fremstillede vine
Der laves aktuelt typisk 10 hvide vine fra omkring 26 ha, men ind i mellem ses alternative cuvéer, der fremstilles, hvis dyrkningssæsonen giver anledning til det.
Mâcon-Villages
Vinen fremstilles med druer fra planter, der står på nogle af domænets forskellige lokaliteter. Den lagres på store foudres (45 hl) og repræ-senterer familiens udgangsniveau.
Mâcon-Bussières Le Monsard
Vinen fremstilles med druer fra planter sat i 1982, der står på et 0,74 ha stort sydvestvendt plot, der også kaldes En Monsard, ca. 250 moh. Jorden domineres af ler, kalk og klippe. Lokaliteten ligger nær Vergisson (Pouilly-Fuissé). Vinen laves og lagres på store foudres og er en af domænets 5 enkeltmarksaftapninger.
Mâcon-Chardonnay
Vinen blev set i 2021 og den blev fremstillet med druer fra planter på nogle af domænets marker i kommunen Chardonnay, idet enkelt-marksaftapningen fra Clos de la Crochette ikke blev lavet.
Mâcon-Chardonnay Clos de la Crochette
Vinen fremstilles med druer fra planter på den mest velestimerede lokalitet i kommunen Chardonnay. Planterne er sat i 1987 og står syd-vendt på et muromkranset plot på 2,6 ha, ca. 200 moh. Jorden her indeholder ler og kalk og grundfjeldet er af kalksten. Vinen laves og lag-res på en kombination af foudres og demi-muids og er en af domænets 5 enkeltmarksaftapninger.
Mâcon-Milly-Lamartine
Vinen fremstilles af druer fra planter, der står i klippefyldt, kalk- og lerholdig jord på en stejl, østvendt skråning nær landsbyen Milly-Lamar-tine, ca. 350 moh. Vinen lagres på en kombination af store foudres (45 hl) og demi-muids (500 liter).
Mâcon-Milly-Lamartine Clos du Four
Vinen fremstilles af druer fra planter, der står i kalkholdig lerjord på en stejl, østvendt skråning på det amfiteaterlignende lieu dit Clos du Four nær landsbyen Milly-Lamartine, ca. 250 moh. Vinen lagres på brugte demi-muids (500 liter).
Mâcon-Prissé
Vinen fremstilles af druer fra planter, der står i kalkholdig lerjord på det 0,88 ha store lieu-dit Verchère i Prissè, ca. 200 moh. Den lagres på store foudres (45 hl). 2014 var første årgang.
Mâcon-Uchizy
Vinen blev undtagelsesvist lavet i 2021, med druer fra Les Maranches og En Massa.
Mâcon-Uchizy Les Maranches
Vinen fremstilles med druer fra planter på 2 ha på et lieu-dit kaldet Les Maranches nær landsbyen Uchizy. Planterne står på to plots, og halvdelen er sat i 1977, mens de resterende er sat i 1999, og de står solrigt og sydvendt i leret jord på kalkundergrund, ca. 200 moh. Vinen laves med spontangæring på foudres, hvor den lagres sur lie fines i 7-8 måneder. Første årgang var 2003.
Pouilly-Fuissé En Chatenay
Vinen fremstilles med druer fra planter sat i perioden fra 1950-1990. De står på en navngiven lokalitet i Vergisson kaldet En Chatenay. Plottet er på 0,3 ha og er køligt nordvendt og planterne, hvoraf halvdelen er sat i 1960, står i jernholdig lerjord på en kalkundergrund, ca. 280 moh. Første årgang var 2017 og der gæres på brugte fade, og vinen lagres på en kombination af gamle Meursault-fade, demi-mu-ids og foudres.
Saint-Véran
Vinen fremstilles med druer fra tre navngivne plots: Der er 1,15 ha på to plots i Prissé, på lokaliteterne En Bergeron og Montchanin, og der er en enkelt nordvendt parcel på En Combes i Davayé. De ca. 25+ år gamle planter står i leret jord på en kalkholdig undergrund, ca. 250 moh. Vinen fremstilles med fadgæring og lagres 9-10 måneder sur lie fines på en kombination af foudres og demi-muids.
Viré-Clessé
Domænet udvælger de fineste druer fra 6 ha, typisk fra 60+ år gamle planter, og deklasserer de resterende. Planterne står i kalkholdig ler-jord, østvendt, midt på skrænten og ca. 250 moh. Der gæres og lagres på en kombination af foudres og demi-muids.
