Domaine Dujac
Historie
Denne bemærkelsesværdige familieejendom blev grundlagt i maj 1968 da Jacques Seysses (f. 1941) erhvervede det 4,5 ha store Domaine Graillet i Morey-Saint-Denis og omdøbte det til Domaine Dujac, der er en sammentrækning af Domaine du Jac(ques), Jacques domæne. Blandt markerne var parceller på Clos de la Roche, Clos Saint Denis og Gevrey-Chambertin Aux Combottes. Han er uddannet ønolog fra universitetet i Dijon og interessen for vin kom fra faderen Louis Seysses, og det gjorde pengene til opkøbet af Domaine Graillet også. Jacques Seysses kom til Bourgogne i 1966 og arbejdede hos Gérard Potel på Domaine de la Pousse d’Or i Volnay. Her var han med til hø-sten i 1966 og 1967 og fik de første praktiske erfaringer. Da lejligheden bød sig i maj 1968, slog han til og snart var der en lille produktion af perfektionistisk fremstillede vine: 1968’erne blev dog solgt fra, og første frigivne årgang var 1969, hvor parceller på Échézeaux og Bon-nes Mares også kom til. Flaskerne bar den enkle, men smukke og let genkendelige etiket, der stadig har en sært dragende kraft.
Domænet voksede periodevist hurtigt og til tider i ryk: I 1977 var der ca. 11 ha vinmarker, og det samme gjorde sig gældende omkring 1992 (ca. 11,21 ha). I 2005 erhvervede domænet nogle besiddelser fra det tidligere Domaine Charles Thomas på: Romanée-Saint-Vivant (0,17 ha); Chambertin (0,29 ha fordelt mellem Le Chambertin og Clos de Bèze); Vosne-Romanée Les Beaumonts (0,73 ha) og Vosne-Romanée Les Malconsorts (1,57 ha), og det bragte domænet op på omkring 15,5 ha. I 2014 blev der leaset marker i Puligny-Montrachet, på de to Premiers Crus Folatières (1,18 ha) og Combettes (0,62 ha). I 2026 oplyses det, at domænet omfatter 17,5 ha vinmarker, og markporteføl-jen og kvaliteten af de fremstillede vine, gør, at ejendommen er almindeligt anerkendt som en af Côte d’Ors førende.
Vindyrkning og kælderarbejde
Jacques Seysses blev kendt som en vinmager, der trak på det bedste fra traditionen og som ikke var bange for ny teknologi og nye indsig-ter. Omhyggeligt arbejde i marken, og et ideal om, at hver plante skulle bære omkring 6 klaser, sikrede en høst af sunde og modne druer. I kælderen arbejdede han med gæring uden afstilkning af druerne og med macerationstider på omkring 16-21 dage, men der var ingen fast opskrift, idet udgangspunktet var den enkelte dyrkningssæson. Premiers og Grands crus blev lagret omkring 16 måneder på nye franske pièces bourguignonnes, fremstillet med egetræ fra Allier-skoven, mens kommunevine så mindre nyt træ. Det gav svært besnærende, friske og yndefulde vine med en stærk lokalitetskarakter, som også var usædvanligt holdbare.
Jacques blev gift med amerikanske Rosalind i 1973, og de mødte hinanden, da hun kom for at hjælpe med høsten i 1971, og de har fået tre sønner, Jeremy (f. 1975), Alec (f. 1977) og Paul (f. 1980). Jeremy Seysses begyndte at arbejde med sine forældre i 1998 og hans amerikanske hustru Diana Snowden Seysses, der har en Bachelor of Science i Viticulture & Enology fra UC Davis fra 2001, blev en del af Domaine Dujac samme år, og Jeremys bror Alec Seysses kom til i 2003. Jeremy og Diana begyndte langsomt at overtage ansvaret for driften, og Diana har haft ledelsen i kælderen siden 2003 og har det stadig. Det har betydet små justeringer i tilgangen, og f.eks. afhænger graden af afstilkning nu mere af det enkelte år og andelen af nye fade er blevet nedbragt. Ellers fremhæver familien, at tilgangen ikke har ændret sig meget fra tidligere. Familien har også angivet, at målet i sidste ende er at udtrykke lokalitet og dyrkningssæson, frem for at til-stræbe en særlig stil. Det er imidlertid svært at komme udenom, at der også her er, hvad man kunne kalde en domænestil, som er værdsat af kredsen af beundrere. Domænets stil og idealer vel også siges at være indkredset af familien selv: ”Le vin se fait avant tout à la vigne. Possédant de très beaux terroirs, il est de notre responsabilité d’en extraire tout le potentiel, grâce à un travail de tous les jours effec-tué intelligemment. … Le domaine privilégie l’équilibre et la fraîcheur plutôt que la recherche de puissance. Les vins se veulent élégants et fins, avec des tanins souples et bien intégrés.” En arbejdsoversættelse, der også inddrager betydningen af den engelske ordlyd på famili-ens hjemmeside, kunne måske være: Vinen laves først og fremmest i vinmarken. Da vi råder over meget smukke terroirs, er det vores an-svar at forløse deres fulde potentiale gennem klogt og omhyggeligt, dagligt arbejde. … Domænet favoriserer balance og friskhed frem for at søge at lave kraftfulde vine. Vinene skal være elegante, med bløde og velintegrerede tanniner. For at lade lokalitet og dyrkningssæson komme til udtryk i den enkelte vin, og vel og mærke på den ønskede måde, arbejdes der fokuseret i både mark og kælder: Vinene fra Du-jac er udsøgte, velduftende, smidige og længelevende.
De første eksperimenter med økologisk dyrkning startede i 2001, og i 2008 blev alle domænets marker dyrket økologisk, og i 2011 blev vindyrkningen økologisk certificeret. Biodynamiske tilgange blev indført i 2003 og er stadig gængs praksis, der supplerer den økologiske produktionsfilosofi. Tilgangen er nu, at der pløjes mellem rækkerne, og det sker for at holde ukrudtet mekanisk nede, og for at sikre en øget mikrobiel aktivitet i jorden, og det giver sundere planter. Ind i mellem gødes med økologisk kompost, og det er med til sikre, at jorden indeholder de rette mængder af de ønskede næringsstoffer, og det er blot nogle blandt flere tiltag, der er med til at sikre livsvariation i det agroøkosystem, som den enkelte dyrkningslokalitet udgør. De anvendte opbindings- og beskæringssystemer er Cordon de Royat og Guy-ot-Poussard. Der arbejdes året rundt med planterne på en sådan måde, at grønthøstning typisk ikke er nødvendig for at sikre kvaliteten af druerne, og det er stadig vigtigt for familien, at udbytterne holdes lave. Da der arbejdes med helt eller delvist uafstilkede druer, så er kvali-teten og modenheden af stilkene også afgørende for karakteren af den færdige vin, og hensynet til dette er også et fast opmærksomheds-punkt. Den konstante omhu i alle arbejdsprocesser i markerne er med til at sikre en konsistent høj druekvalitet, uagtet de enkelte dyrk-ningssæsoners udfordringer og forskelligartethed.
Arbejdet i kælderen har som angivet været lagt i hænderne på Diana Snowden Seysses siden 2003. Til den alkoholiske gæring anvendes den vilde gær fra skindene, og da den varierer fra lokalitet til lokalitet, så er det med til at sikre proveniens- eller terroir-tro vine. Der arbej-des med macerationer på ca. 2 ugers varighed, og med hele klaser eller delvist uafstilkede druer, afhængig af år og lokalitet. Opbrydningen af de faste, flydende bestanddele (pigeages légers) foregår med forsigtighed og fortrinsvis i begyndelsen af udblødningen. Siden fore-trækkes udelukkende overpumpninger af hatten, og det er karakteristisk, når man arbejder med uafstilkede druer, at stilkene behandles med stor nænsomhed, for at sikre en blid ekstraktion, for at undgå at udtrække uønskede stoffer i vinen. Det handler om, at sikre både kva-liteten og kvantiteten af polyfenolerne og om at sikre den rette balance mellem tanninernes fasthed og smidighed/blødhed. Familien har hi-storisk en helt særlig ekspertise her, og Jeremy Seysses rådgav f.eks. vennen Luca Currado Vietti, (ex-Vietti i Castiglione Falletto), da han ønskede at begynde med at arbejde med hele klaser til en Barolo Monvigliero, som blev lavet første gang i 2018. Før vinene via tyngde-kraft overføres til egefade, presses de faste bestanddele let på en pneumatisk presse. Afhængig af den enkelte cuvée og årgang lagres de røde vine i 14-18 måneder på egefade. Der indkøbes træ et par år før det skal anvendes, og det er for at sikre den korrekte tørring og der-med kvaliteten af egefadene. Der anvendes en høj andel af nye fade, og det sker for at forædle vinenes tanniner. Fadene kommer bl.a. fra Rémond og østrigske Stockinger. Der anvendes ca. 40% nye fade til de røde vine på Villages-niveau, og op til 70-80% nye fade til vine på Premier og Grand Cru-niveau. Jeremy Seysses startede negociant-delen Dujac Fils et Père i 2000, og disse vine, der laves af indkøbte druer, som familien selv høster, fremstilles med samme omhu.
Vinmarker og fremstillede vine
Fordelingen af familiens 17,5709 ha kan ses nedenfor.
Der laves 5 hvide vine fra egne og leasede marker:
Bourgogne Blanc (0,1170 ha)
Morey-Saint-Denis (0,6565 ha)
Morey-Saint-Denis Les Monts Luisants Premier Cru (0,6015 ha)
Puligny-Montrachet Les Combettes Premier Cru (0,6211 ha).
Puligny-Montrachet Les Folatières Premier Cru (1,1763 ha)
Der laves 14 røde vine fra egne marker:
Chambolle-Musigny (0,8932 ha, fordelt ml. Les Drazey; Les Argillières og Les Frémières)
Morey-Saint-Denis (2,9197 ha, fordelt på 6 plots).
Chambolle-Musigny Les Gruenchers Premier Cru (0,3259 ha)
Gevrey-Chambertin Aux Combottes Premier Cru (1,5 ha)
Morey-Saint Denis Premier Cru (0,7880 ha fordelt ml Les Milandes; Les Charrières; Les Ruchots og Les Sorbès)
Vosne-Romanèe Les Beaux Monts Premier Cru (0,7325 ha)
Vosne-Romanèe Aux Malconsorts Premier Cru (1,5678 ha)
Bonnes Mares Grand Cru (0,5801 ha)
Chambertin Grand Cru (0,2929 ha, fordelt med et mindre plot på Le Chambertin og et større på Clos de Bèze)
Charmes Chambertin Grand Cru (0,6969 ha)
Clos de la Roche Grand Cru (1,9537 ha)
Clos Saint-Denis Grand Cru (1,2950 ha)
Èchèzeaux Grand Cru (0,6872 ha på et lieu-dit kaldet Les Champs Traversin)
Romanée-Saint-Vivant Grand Cru (0,1656 ha).
Antallet af vine fra négoce-delen Dujac Fils & Pére er historisk blevet mindre, men der laves aktuelt 5 røde vine:
Chambolle-Musigny
Morey-Saint-Denis
Gevrey-Chambertin
Nuits-Saint-Georges Les Cras Premier Cru
Nuits-Saint-Georges Les Damodes Premier Cru
