Domaine de L'Arlot
Historie
Dette domæne blev grundlagt i 1987 og har hovedsæde i Prémeaux-Prissey, der udgør den sydlige del af Nuits-Saint-Georges. Der er imidlertid en noget længere forhistorie, og det nuværende vinbrug, der i 1987 antog navnet Domaine de l’Arlot, oplyser, at det var en Jean-Charles Viénot, der mod slutningen af det 18. århundrede byggede en mur omkring sit domæne i Prémeaux-Prissey og dermed skabte Clos de l’Arlot, der har status som en Premier Cru vinmark i Nuits-Saint-Georges. Marken er opkaldt efter det lille, overvejende underjordi-ske vandløb Arlot, der udspringer fra den nederste del af marken, ned mod vejen. Et opslag hos Jules Lavalle (1820-1880), der udgav sin Histoire et statistique de la vigne & des grands vin de la Cote-d’Or i 1855, viser da også, at Clos-de-L’Arlot eksisterede i 1855, at marken omfattede 7,7345 ha, og at en Monsieur Viénot ejede 5 ha af disse. Det nuværende monopole Clos de l’Arlot omfatter 5,45 ha, og heraf er der omkring 3,978 ha vinmarker: Ca. 2,1 ha med Pinot Noir og 1,91 ha dediceret til Chardonnay, idet Pinot Beurot-planterne, der førhen stod på ca. 0,076 ha, nu er blevet erstattet med Chardonnay. Det resterende areal på ca. 1,5 ha udgøres fortrinsvis af de smukke bygnin-ger på stedet, der stammer fra 1700-tallet, en park og en have.
Det vides, at Jean-Charles Viénot købte en andel af Clos de l’Arlot i 1800-tallet, formentlig svarende til det nuværende areal, og at det gik i arv til sønnen François Viénot, der renoverede den fysiske ejendom og anlagde parken. Hos Lavalle ses det, at en Monsieur Viénot i 1855 ejede flere parceller i Prémeaux-Prissey, og herunder 1 ha på Aux Forêts, og Viénot-familien havde fremdeles på et tidligt tidspunkt forbin-delse til den lokalitet, der siden skulle blive til monopole Clos des Forêts Saint Georges. Det var François Viénots børn, der solgte Clos de l’Arlot og i hvert fald op til flere af deres øvrige besiddelser til Bourgogne-købmanden Jules Belin i 1891. Fremme i 1933 blev Domaine Ju-les Belin ramt af en tragedie, da flere familiemedlemmer døde i et biluheld, og det siges at have været begyndelsen på en lang forfaldshi-storie, der kulminerede med et salg.
Det franske forsikringsselskab AXA skabte i 1987 datterselskabet AXA Millésimes, der samme år erhvervede det gamle Domaine Jules Be-lin og herunder hele den nuværende Clos des Forêts Saint Georges Premier Cru (et monopole på 7,11 ha), Clos du Chapeau (et monopole på 1,55 ha i Comblanchien, Côte de Nuits Villages), samt 0,26 ha på Aux Leureys, ligeledes Côte de Nuits Villages, men beliggende i Pré-meaux. AXA Millésimes, der nu ejer adskillige prestigefyldte ejendomme, indsatte ved overtagelsen Jean-Piere de Smet som régisseur (teknisk direktør) og vinmager. Jean-Pierre de Smet havde medvirket til at få handlen i stand, og han var en god ven og elev af Jacques Seysses fra Domaine Dujac og lavede vinene på omtrent samme vis, med store andele af hele, uafstilkede klaser og en høj andel af nye franske Allier-piéces. Han satsede på et seriøst arbejde i vinmarkerne, på økologisk dyrkning med biodynamiske inklinationer og på lave høstudbytter. Vinene blev lavet ved temperaturer på op til 32 grader celsius og en lav dosis af tilsat svovl og med macerationstider, der ty-pisk lå på 15-22 dage, som også Remington Norman beskriver det.
Ved overtagelsen i 1987 stod der også Chardonnay og en lille tilplantning af Pinot Beurot (Pinot Gris) på Clos de l’Arlot. Det betyder, at fremstillingen af hvidvin fra begyndelsen spillede en rolle for domænet, og det er usædvanligt for en ejendom i Côte de Nuits, og aktuelt la-ves der 3 hvide vine. Ejendommen opnåede hurtigt stjernestatus og viste helt nye og mere finessefulde sider af vinene fra Prémeaux-Pris-sey og Nuits-Saint-Georges, og i 1991 erhvervede domænet 0,25 ha på Romanée-Saint-Vivant Grand Cru, og i 1992 0,85 ha på Les Su-chots Premier Cru, begge i Vosne-Romanée.
Jean-Pierre de Smet trak sig tilbage i januar 2007, hvor Christian Seely blev ny direktør, og han udnævnte Olivier Leriche som teknisk di-rektør og ansvarlig vinmager. Olivier Leriche havde været Jean-Pierre de Smets assistent siden 1998 og lavede vinene i den samme stil, og var ansat frem til kort tid før høsten i 2011, hvor den nye vinmager, Jacques Desvauges, havde nogle få uger til at finde sig til rette, før det gik løs. Jacques Desvauges havde erfaringer fra flere andre domæner i Côte d’Or, og lavede vinene i 2011, 2012, 2013 og 2014, og han foretrak en mindre andel af uafstilkede druer end tidligere. Det var Jacques Desvauges selv, der førte den nye Directrice Technique Géraldine Godot ind i domænets praksis, og hun overtog det fulde ansvar i september 2014 og lavede sin første selvstændige årgang i 2015, mens Desvauges fik ansættelse hos Domaine du Clos de Tart.
Géraldine Godot har en kandidatgrad i mikrobiologi og ønologi fra L’Institut Jules Guyot i Dijon og havde tidligere været ansat som teknisk direktør hos Alex Gambal i Beaune. Christian Seely er stadig direktør for det nu 15,02 ha store domæne, der aktuelt laver 3 hvide vine og 7 røde, og ca. 20% af produktionen er hvid (fra ca. 3 ha), mens resten er rød (fra ca. 12 ha). På trods af domænets navn er det er vel ikke for meget at sige, at man har mest identitet bundet til Clos de Forêts Saint Georges, dels fordi denne appellation yder domænets måske fine-ste røde vin fra Nuits-Saint-Georges, (se dog nedenfor), og dels fordi dette clos alene pga. størrelsen yder halvdelen af domænets samle-de produktion.
Vindyrkning og kælderarbejde
Domænet blev økologisk certificeret (AB) i 2014 og var begyndt med en egentlig biodynamisk praksis i 2003, som efterhånden er udvidet til alle vinmarker. Der arbejdes terroir-specifikt og man følger dyrkningssæsonen nøje og forsøger at udtrykke karakteren af de enkelte lokali-teter. Velmodereret anvendelse af kobbersulfat og svovl indgår som en del af markarbejdet, og Romain Rascault er som Chef de culture ansvarlig for vinmarkerne, og han har erfaringer fra Domaine d’Angerville, hvor der har været arbejdet med biodynamik siden 2006. Udbyt-tet kontrolleres bl.a. ved beskæring og druernes modenhed overvåges nøje frem mod høsten. Der håndhøstes og der anvendes sorterings-borde i kælderen for at sikre kvaliteten en sidste gang. Géraldine Godot arbejder i kælderen sammen med sin assistent Laura Poli, og dru-erne blev i hendes første årgange helt eller delvist afstilket, afhængigt af dyrkningssæson og den enkelte vin. Under Géraldines ledelse har tendensen dog været en bevægelse henimod stadig øget afstilkning, og det fortsætter en udvikling som blev igangsat af Jacques Desvau-ges, og denne tankegang afviger fra filosofien fra de tidlige år. Det bemærkes, at druerne til de røde vine i 2021, 2022 og 2023 alle er 100% afstilkede, og det tegner til at være den faste politik fremover.
Arbejdet med hatten, dvs. de indledningsvist flydende faste bestanddele, som består af drueskaller, kerner og stilke, der ligger som en slags låg eller en hat over den gærende most, foregår med nænsomhed. Der foretages forsigtige (eller ingen) opbrydninger, men altid overpumpninger for at holde hatten fugtig, og alkoholisk gæring foregår spontant med den vilde gær fra drueskindene. For nogle lokalite-ters vedkommende, og Clos des Forêts er her et eksempel, blev der tidligere arbejdet med opdelte vinifikationer i separate gæringstanke, der korresponderede med identificerede plots indenfor clos’et, og det var tiltænkt, at det skulle give præcision og muligheden for senere at foretage den ønskede assemblage. Géraldine Godot foretrækker imidlertid ikke at følge denne praksis. De røde lagres i 12-15 måneder på 20-40% ny eg, og der anvendes typisk 10-20% ny eg til de hvide. Domænet indkøber selv træ fra Allier-skoven og lagrer det i tre år i den frie luft for at tørre det, og siden overdrages det til bødkeren, der kun giver det en let toastning, for at begrænse fadaromaerne i vinene. Hvad angår vinenes generelle udtryk, så virker det som om Géraldine Godot har ønsket at øge vinenes elegance, transparens og detalje-ring og naturligvis, at sætte sit præg på domænets stil, for at kunne udtrykke de respektive terroirs med størst mulig præcision.
Vinmarker og fremstillede vine
Domænet ejer 15,02 ha vinmarker:
Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits Le Mont (1,00 ha, 0,66 ha hvid, 0,33 ha rød)
Côte de Nuits-Villages Aux Leureys (0,26 ha, hvid)
Côte de Nuits Villages Clos du Chapeau (1,55 ha, rød)
Nuits-Saint-Georges Clos de l’Arlot Premier Cru (4,00 ha, rød og hvid)
Nuits-Saint-Georges Clos des Forêts Saint Georges Premier Cru (7,11 ha)
Vosne-Romanée Les Suchots Premier Cru (0,85 ha)
Romanée-Saint-Vivant Grand Cru (0,25 ha)
Historisk har der, ud over den aktuelle portefølje, været fremstillet forskellige andre vine, og det har typisk haft sin grund deri, at gentilplant-ninger i en periode har givet mulighed for at lave en vin fra yngre planter. Vinen blev så udfaset igen, når planterne havde fået en alder, der tillod, at druerne kunne anvendes til hovedvinen. Domænet fremstiller aktuelt 3 hvide vine og 7 røde, men tidligere aftapninger nævnes også nedenfor:
Bourgogne Blanc Hautes-Côtes de Nuits Le Mont
100% Chardonnay. Druerne kommer fra 0,66 sydøstvendte ha på et sammenhængende 1 ha stort domæne-ejet plot i Prémeaux-Prissey, som ligger lige ovenover Clos des Forêts Saint Georges, ca. 400 moh. Planterne blev sat i 2012, og vinen lagres i et år på 10-15% nye Al-lier-piéces.
Côtes de Nuits-Villages Au Leurey (Blanc)
100% Chardonnay. Druerne kommer fra et 0,26 ha stort plot kaldet Aux Leureys i Prémeaux-Prissey, med planter sat i 2006, og de står med en kølig nordvestvendt eksponering. Aux Leureys eller Au Leurey giver en livlig og velduftende Bourgogne med en diskret fylde og nerve i afslutningen, og den lagres i 12-15 måneder på 20-25% nye Allier-piéces.
Nuits-Saint-Georges Cuvée La Gerbotte (Blanc)
100% Chardonnay. Vinen blev fremstillet med druer fra de yngste planter på Clos de l’Arlot, der er sat i perioden fra 1992-2006. Planterne står på to sammenhængende parceller på i alt 1,1767 ha, der grænser direkte op til Clos de la Marechale. Vinen blev lagret i 12 måneder på ca. 20% nye Allier-piéces. Der var i realiteten tale om en deklasseret Premier Cru-Bourgogne med både karakter og raffinement. Fore-løbigt sidste årgang for denne vin var 2020, da planterne nu har en alder, så de kan levere druer til fremstillingen af Nuits-Saint-Georges Clos de l’Arlot Premier Cru (Blanc).
Nuits-Saint-Georges Clos de l’Arlot Premier Cru (Blanc)
100% Chardonnay. Druerne er historisk hentet fra de ældste planter, der er sat i 1956 og 1984. Det er domænets mest ambitiøse og karak-terfulde hvide Bourgogne, der lagres i 12 måneder på ca. 20% nye Allier-piéces. Fra 2021 og frem anvender domænet også druerne fra de planter, der tidligere blev brugt til at fremstille Nuits-Saint-Georges Cuvée La Gerbotte (Blanc).
Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits Le Mont
100% Pinot Noir. Druerne kommer fra planter sat i 2007 på 0,33 sydøstvendte ha på et sammenhængende 1 ha stort plot i Prémeaux-Pris-sey. De 0,33 ha ligger lige ovenover Clos des Forêts, ca. 400 moh. Vinen lagres i et år på 20-25% nye Allier-piéces, og lokaliteten yder en frugtig rød Bourgogne med en ligefrem og attraktiv Pinot-karakter, der tidligere ofte blev lavet med 60%, men op til 100% hele klaser.
Côte de Nuits-Villages Clos du Chapeau
100% Pinot Noir. Clos du Chapeau er et monopole på 1,55 ha i Comblanchien, der kan aftappes som Côte de Nuits-Villages. Vinmarken er formet som en hat, chapeau, planterne står i mergel, og udbyttet holdes naturligt forholdsvist lavt. 2023’eren blev lagret i 11 måneder på 30% nye Allier-piéces. Lokaliteten giver en charmerende vin med velindividueret frugt og en præcis, silket struktur, og det er en vin, der og-så kan nydes for sin ungdom.
Nuits-Saint-Georges Cuvée Le Petit Arlot
100% Pinot Noir. Vinen blev lavet i perioden fra 1992-2014 og blev fremstillet med druer fra de yngste planter på den øverste del af Clos de l’Arlot, der blev sat i perioden fra 1998-2000. Siden er vinen blevet afløst af Nuits-Saint-Georges Cuvée Mont des Oiseaux Premier Cru.
Nuits-Saint-Georges Cuvée Mont des Oiseaux Premier Cru
100% Pinot Noir fra Clos de l’Arlot Premier Cru. Vinen fremstilles med druer fra den øverste del af Clos de l’Arlot, fra planter sat i perioden fra 1998-2000. Disse planter blev tidligere anvendt til Nuits-Saint-Georges Cuvée Le Petit Arlot, men de er nu blevet ældre, og det vurde-res, at druerne fra Fuglebjerget nu kan yde en mere ambitiøs vin, der kan bære benævnelsen Premier Cru. Der indgår dog også druer fra yngre planter på den nedre del af Clos de l’Arlot, hvor merglen er mindre kalkholdig end på den øverste del. Vinen blev tidligere lavet med typisk 0-40% helklaser og med 15-18 måneders lagring på ca. 30% nye Allier-piéces, men nu foretages komplet afstilkning. Der er i realite-ten tale om en slags andenvin til Nuits-Saint-Georges Clos de l’Arlot.
Nuits-Saint-Georges Clos de l’Arlot Premier Cru
100% Pinot Noir. Clos de l’Arlots amfiteater-form skyldes, at planterne står, hvor der tidligere var et stenbrud. Vinen fremstilles fra ca. 2,1 ha på Clos de l’Arlots nederste og fladere del, og merglen her har en anden beskaffenhed end på den øverste del, og jorden her kendes som ostrea acuminata, med henvisning til forekomsten af små 1-3 cm store østersfossiler i den kalkholdige lerjord. Her står clos’ets ældste planter, der blev sat i 1940’erne og 1950’erne, og det er alene disse, der anvendes til hovedvinen Nuits Saint Georges Clos de l’Arlot Pre-mier Cru. Vinen laves nu med komplet afstilkede druer, og lagres i ca. 15 måneder på op til 40% nye Allier-piéces. Lokaliteten yder en vin af usædvanlig finesse for en Nuits-Saint-Georges, og den udmærker sig med sin pæon- og rosenfloralitet, de røde bær og den silkede tek-stur. Til sammenligning yder Clos des Forêts Saint Georges en vin med større dybde og struktur.
Nuits-Saint-Georges Clos des Forêts-Saint-Georges Premier Cru
100% Pinot Noir. Lavalle klassificerede i 1855 Aux Forêts, som Hors Ligne i Commune de Premeaux, og dermed et niveau over Clos-de-L’Arlot, der blev klassificeret som Première Cuvée, og anerkendelsen af dette climats kvaliteter rækker således historisk langt tilbage. Vi-nen fremstilles aktuelt med druer fra planter indenfor hele den 7,11 ha store Clos des Forêts. De 7,11 ha dækker over variationer i merglen, som indeholder forskellige kalktyper, og marken er opdelt i 6 zoner, og planterne er sat i perioden fra 1963-1989, og de yngste i perioden fra 1986-1989. Druerne fra de yngste planter blev tidligere og frem til 2014 anvendt til at lave vinen Nuits-Saint-Georges Les Petits Plets Premier Cru, men indgår nu også i fremstillingen af hovedvinen. De 6 zoner blev tidligere høstet og vinificeret separat og blev holdt adskilt indtil den endelige assemblage. Géraldine Godot følger ikke denne praksis. Vinen blev tidligere lavet med delvist afstilkede druer, men nogle gange også helt afstilkede druer (omkring 30% helklaser i 2019 og omkring 43% helklaser i 2020, mens alle druer blev afstilkede i 2017, 2021, 2022 og 2023), og fremover kan man også med denne vin forvente 100% afstilkning. Den laves med ca. 15-22 dages macera-tion, og vinen lagres i omtrent 15 måneder på nu op til omkring 40% nye Allier-piéces. Clos des Forêts-Saint-Georges yder en vin med struktur, sammensathed og dramatik i udtrykket, og mens den med sin uimodståelige hindbærfrugtighed oftest er smuk i ungdommen, så modnes den til elegance. I 2017 blev der lavet en hors ligne-version, idet man bemærker referencen til Lavalles klassifikation.
Vosne-Romanée Les Suchots Premier Cru
100% Pinot Noir. Vinen blev fremstillet første gang i 1992. Druerne kommer fra 0,85 ha med velplacerede planter på Les Suchots i Vosne-Romanée, der grænser direkte op til Richebourg. Planterne her er sat i 1945, 1950 og 1987, og der blev senest foretaget en mindre gen-plantning i 2003. Vinen blev tidligere fremstillet med delvist afstilkede, men nogle gange også helt afstilkede druer: Der blev anvendt 100% helklaser i 2016; omkring 36% helklaser i 2018; omkring 76% i 2019 og omkring 66% helklaser i 2020, men fra 2021 og frem er komplet af-stilkning hovedreglen. Der anvendes ca. 15-22 dages maceration, med nænsom cap management for at styre mængden og beskaffenhe-den af tanninerne, og vinen lagres i omtrent 15 måneder på nu op til omkring 40% nye Allier-piéces. Det er en vin med Vosne-overdådig-hed og den ønskede finesse.
Romanée-Saint-Vivant Grand Cru
100% Pinot Noir. Vinen blev lavet første gang i 1991, og de 24 rækker med planter står på 0,25 ha og på et næsten rektangulært areal, der har en kort grænse mod vejen, der adskiller plottet fra Romanèe-Conti og i øvrigt er indrammet af Poisots, Latours og Dujacs parceller. Planterne blev sat i 1973. Vinen er i den senere historie blevet lavet med delvist afstilkede, men nogle gange også helt afstilkede druer: Der blev anvendt 100% helklaser i 2016; omkring 33% helklaser i 2018; omkring 40% i 2019 og omkring 90% helklaser i 2020. Som for de øvrige røde gælder det, at der har været foretaget komplet afstilkning siden 2021. Der anvendes ca. 15-22 dages maceration, med næn-som bearbejdning af de faste bestanddele, og vinen lagres i omtrent 15 måneder på nu op til omkring 30-40% nye Allier-piéces. Det er en violduftende vin, der forener ynde med en berusende frodighed, og den kan nå elysiske højder.
