Sensory by Giacomo Conterno
Dette vinglas er designet af Roberto Conterno og hans søn Gabriele. Roberto Conterno leder det legendariske vinbrug Giacomo Conterno i Monforte d’Alba, Barolo, og står bl.a. bag områdets mest mytiske vin: Barolo Monfortino Riserva. Gabriele Conterno er uddannet ingeniør, og glasset blev færdigudtænkt i juli 2017, som et resultat af et samarbejde med den tyske glas-specialist Zwiesel Kristallglas, der blev grundlagt i 1872.
Glasset er håndlavet og er fremstillet af blyfrit krystal og mål og størrelsesopgivelser kan derfor variere. Det vejer i omegnen af 100 gram, og det fornemmes usædvanlig velafbalanceret og let i hånden. Selve kuplen har et rumindhold på omkring 850 ml, og har en bred base, der tillader den ønskede fordampning af de sanseproducerende stoffer. Det indsnævres mod toppen, og afsluttes med en kant, der er kur-vet let udad. Glasset præsenterer de rette vine med generøsitet, detaljering og en harmoni, hvor alkoholen ikke tager overhånd, og navnet Sensory henviser til, at glasset på bedste vis skal lade en vin træde frem for sanserne. Sensory er vel i udgangspunktet tænkt til de store vine på Nebbiolo, men det har vist sig forbløffende alsidigt og fungerer også fremragende til mange andre store vine, og her er det måske især værd at nævne vine lavet på Pinot Noir og Chardonnay.
