Château des Graviers
Historie
Denne lille Bordeaux-ejendom ligger i kommunen Arsac på Gironde-flodens venstre bred og hører dermed til under Margaux-appellationen. Dens oprindelse kan henføres til 1930’erne da Marcel Dufourg, der var landbrugsmedarbejder på Château Cantenac-Brown 3. Cru i Mar-gaux, købte de første jordlodder i nabokommunen Arsac. Navnet Château des Graviers henviser til lokaliteten og jordens beskaffenhed. Den fysiske ejendom ligger på et lieu-dit, et navngivet sted, kaldet Le Gravier, og det refererer til den grusede jord her, som er forholdsvis fattig på ler, og gruset her, der er en blanding af sten og sand, har jordpartikler på 2-50 mm og indeholder mange småsten. Interessant nok havde Charles Cocks i 1843 skrevet, at vinene fra Arsac mindede om dem, der blev produceret i Cantenac, og han beskrev dem kortfattet i 1850, 5 år før den officielle 1855-klassifikation blev etableret: Dette område har en meget småstenspræget jord og giver vine, der er fyldige og velafrundede. De har en fin farve og duft; de ligner de vine, der produceres i Cantenac og Margaux og bør flaskeaftappes efter fem år.
Château des Graviers tidlige historie er ikke velbeskrevet, men det vides, at ejendommen er forblevet i familiens eje, og grundlæggeren Marcel Dufourg er den nuværende ejer, Christophe Landrys, oldefar. Det vides også, at ejendommen blev hårdt ramt af den berygtede frost i 1956, og at vinmarkerne efterfølgende måtte nytilplantes. Bernard Ginestet angav i sin bog om Margaux i serien Le Grand Bernard des vins de France fra midten af 1980’erne, at Château des Graviers blev ejet af M. Dufourg-Landry, at vinmarksarealerne omfattede 7 ha, og at der her blev dyrket Merlot og Cabernet Sauvignon, og at der årligt blev fremstillet ca. 25.000 flasker. Vinen var uofficielt klassificeret som Cru Artisan, og det er en klassifikation, der blev anvendt helt tilbage før det 19. århundrede, og betegnelsen blev anvendt af Charles Cocks allerede i 1850. Klassifikationen Les Crus Artisans du Medoc omfatter aktuelt 32 ejendomme, (den revurderes og fornyes eventuelt hvert 5 år), og Cru Artisan-betegnelsen blev gjort officiel gennem EU i 1994. Klassifikationen har egne standarder og kriterier for inklusion og har sin egen hjemmeside, https://crus-artisans.com/ og er skabt til artisanalt indstillede, familiedrevne og kvalitetsorienterede mindre ejendom-me, og den kan ikke siges at være hierarkisk placeret i forhold til eksempelvis Cru Bourgeois eller andre klassifikationer.
En ny æra for Château des Graviers blev indledt da Christophe Landry (f. 1969) blev en del af ejendommen i 1995, og han er 5 generation af familien. Han tog en voksenuddannelse i vindyrkning (CFPPA), og sluttede sig til sin far, Jean-Paul-Landry i 1995 og fik først ansvaret for kælderen og siden hele ejendommen. Det har betydet en fornyet kvalitetsorientering, og han sværger til økologisk og biodynamisk land-brug og har øget antallet af druesorter, og de høstes og vinificeres separat, og vinene lagres adskilt og forskelligt før den endelige cuvée sammensættes. Etiketten på Château des Graviers viser, at vinen hører under Margaux AOC, og kommunenavnet Arsac og Cru Artisan-betegnelsen fremgår tydeligt.
En sammenligning med en flaske Château des Graviers 1974, der er lavet og aftappet på ejendommen, viser, at den nuværende etiket fremstår som en opdatering af den gamle, og emblemet med de tre kroner og motto’et Nec pluribus impar, er bevaret. Sætningen er svær at forstå og derfor også at oversætte: En historisk set oversættelse kunne være Ikke ulige til mange. Mottoet forbindes måske især med Solkongen Louis XIV og selve solkonge-emblemet, og han italesatte og kommenterede det selv i 1662 og ud over at anerkende, at mottoet fremstod som en obskurantisme, og at han ikke selv havde valgt det, og ikke var begejstret for det, så fremgår det dog også, at han tolere-rede det. I sammenhængen ses det, at han udlagde det på en sådan måde, at det afspejlede hans syn på egen suverænitet og en forståel-se af at være uden sidestykke blandt de europæiske monarker. Man bemærker en flig af hans selvforståelse i sætningen: Jeg ville være ligefuldt i stand til at lede andre imperier, som solen ville være i stand til at oplyse også andre verdner med sine stråler. Måske henviser mottoet hos Château des Graviers til et ideal om en stræben efter fortræffelighed, i vinproduktionen, såvel som i livet?
Vindyrkning og kælderarbejde
Christophe Landry arbejder både økologisk og biodynamisk, og ejendommen har været økologisk certificeret gennem Agrocert siden 2012, og biodynamisk inspireret dyrkning blev ligeledes indført i 2012. Christophe Landry har efter egne omfattende undersøgelser af jorden og geologien i området øget antallet af druesorter, fordi han mener, at de nytilkomne varietaler passer godt til hans veldrænede jorde og vil kunne tilføje yderligere aromatisk kompleksitet til hans vin. Faktisk indgår alle 6 tilladte sorter i Margaux nu i den færdige cuvée. Château des Graviers blev frem til 2013 fremstillet af ca. 70% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 10% Cabernet Franc, og en høj andel af Caber-net Sauvignon har historisk været typisk for Margaux-appellationen. I både 2014 og 2019 så beplantningerne på de 14 ha anderledes ud: 61% Cabernet Sauvignon, 26% Merlot, 5% Cabernet Franc, 3% Petit Verdot, 3% Malbec og 2% Carmenère. Bagetiketten på 2019’eren an-giver, at vinplanterne dette år havde en gennemsnitsalder på 30 år.
Der arbejdes efter en parcellaire-tilgang, og derfor plot-specifikt, og Christophe lader græsser stå mellem rækkerne, og der er et blik for, at det bl.a. øger biodiversiteten i markerne, både under og over jorden. Der pløjes med hest, og han har også plantet salvie og rosmarin, der bl.a. anvendes som kompost. Hver enkelt druesort håndhøstes separat, og der foretages en første sortering i marken og siden på et sorte-ringsbord i kælderen og druerne afstilkes. Der tages nøje bestik af den enkelte dyrkningssæson og varietal, og der laves separate vinifika-tioner på (langt overvejende) termostyrede ståltanke med forskellige dimensioner, og størrelsen af gæringstanken tilpasses i forhold til den høstede sektion. Der er taget nye stålgæringstanke i brug i 2023, og det er med til at lette arbejdsprocesserne. Cabernet Sauvignon laves traditionelt, med udblødning og jævnlige punchdowns og overpumpninger. Til Merlot tilsættes der et vist mål af modne stilke. Cabernet Franc vinificeres med maceration semi-carbonique, og Malbec og Petit Verdot vinificeres ved lave temperaturer for en mere nænsom ud-blødning. Carménere er den eneste druesort, der gæres på åbne 600 liters egefade. Macerationerne varer typisk 4-5 uger, og vinene lag-res fortrinsvis på 25% nye franske egefade af forskellig størrelse i 12-16 måneder, men der anvendes også cementtanke og leramforaer.
Vinmarker og fremstillede vine
Christophe Landry erhvervede i 2008 en omkring 4,5 ha stor vinmark, et lieu-dit, der kendes som Au Poujeau de Perrain. Der er 5 forskelli-ge jordbundstyper, og han valgte at tilplante dem med 5 forskellige varietaler. De 4,5 ha skal anvendes til produktion af vinen Clos Dufourg, der blev lavet første gang i 2019, og der er opført en helt ny vinifikations- og lagringsfacilitet, som gengives på etiketten. Clos Dufourg fremstilles af Cabernet Sauvignon (fra ca. 2,5 ha), Merlot (ca. 0,8 ha), Petit Verdot (små 0,5 ha), Malbec (knap 1 ha) og Carménere (ca. 0,3 ha). Christophe eksperimenterer med egefade, cementtanke, amforaer mv. til lagringen, idet de forskellige druesorter vinificeres og lagres forskelligt. Der blev lavet 7.000 flasker af 2019’eren, og vinen bærer EU’s økologi-mærke.
Der laves en Château des Graviers og ind i mellem en Quintessence du Château des Graviers. Château des Graviers har ingen andenvin, og fade, der ikke holder det ønskede niveau, sælges fra. Som det fremgår af bagetiketten, så er vinen er økologisk certificeret og bærer EU’s økologi-logo. Der laves ca. 40.000-50.000 flasker årligt.
Quintessence du Château des Graviers laves ind i mellem og i et begrænset antal (2000 flasker i 2016; 2500 flasker i 2020). Den laves som en selektion af de bedste cuvéer.
