Vini Noüe-Marinič
Historie
Denne ejendom ligger i landsbyen Kojsko i den statistiske region Gorizia/Goriška i Slovenien. Gorizia-bakkerne, der i Slovenien kendes som Goriška Brda, er en geografisk mikroregion, der deles med Italien, og som på den italienske side (i Friuli), kendes som Collio Gorizia-no eller blot Collio. Navnet Vini Noüe-Marinič dækker i grunden over 3 producent-serier af vine, der alle knyttes til Marinič-familien. Der la-ves en serie af vine under navnet Marinič, som er udgangsniveauet. Så laves der en serie af topvine, der alle er enkeltmarks-vine med cru-betegnelser, og de markedsføres under navnet Érigone. Endelig laves der 4 cru-designerede vine på Chardonnay, der frigives under en etiket med producentnavnet Domaine Vicomte de Noüe-Marinič.
Domaine Vicomte de Noüe-Marinič lavede de første vine i 2019. De to ejere er slovenske Alis Marinič og franske Charles-Louis de Noüe, der er partner i Domaine Leflaive og nevø til Christian Jacques, der er enkemand efter nu afdøde Anne-Claude Leflaive. Marinič-familien ejer omkring 140 ha vinmarker i Vipavska Dolina og Goriška Brda og har dyrket vin her siden 1910. Der er tale om historisk vigtige vinmar-ker, og mange har været forladt og er senere blevet rekonstituerede. Familien har reddet vigtigt genetisk materiale ved at foretage tilplant-ninger vha. selezione massale, dvs. ved at udvælge stiklinger fra de bedste og mest livskraftige planter.
Der er en lang tradition for vindyrkning i Goriška Brda, som er en af de smukkeste vinregioner i Slovenien, og området har haft en lang og omtumlet historie. Vinene fra Goriška Brda var velansete ved det østrigske hof, og kejserinde Maria Theresa lavede i 1787 en klassifikation der omfatter 9 cru-klasser og rangerer navngivne dyrkningssteders fortræffelighed fra I-IX, idet I Cru Classificazione er den fornemste. Klassementet omfatter cru’er indenfor det, der dengang var et østrigsk grevskab, kaldet Gefürstete Grafschaft Görz und Gradisca (1754-1919). Klassifikationen af crus fra det fyrstelige grevskab Gorizia og Gradisca. La Classificazione dei Cru della Principesca Contea di Gori-zia e Gradisca var blevet glemt, men blev genfundet af historikeren Stefano Cosma. Det var imidlertid Charles-Louis de Noüe, der for alvor genoplivede og aktualiserede klassifikationen, da han omkring 2022 grundlagde Associazione dei Cavalieri della Classificazione dei Cru dell’Imperatrice-Regina Maria Theresa, Sammenslutningen af Ridderne af Kejserdronning Maria Theresas klassifikation. Foreningen talte i februar 2023 16 vinbrug, der har besiddelser i Collio, Brda, Isonzo, Vipava, Aquileia og Carso, som alle ligger inden for det gamle grev-skabs grænser. For at angive klassifikationen på flasken skal vinen være fremstillet i overensstemmelse med forskrifterne, som beskrevet af kejserdronningen. En cru-vin skal bl.a. være monovarietal og kan fremstilles af de grønne sorter: Chardonnay, Ribolla Gialla, Friula-no/Jakot og Malvasia d’Istria, og for de røde vines vedkommende, af Pinot Nero, Refosco eller Merlot. Vinen skal fremstilles med traditio-nelle og miljøvenlige metoder, (økologisk og biodynamisk), idet anvendelse af kobbersulfat og svovldioxid er tilladt, som det også er i for-bindelse med økologisk dyrkning. Angivelser af officielle cru-navne (landsbyer) skal følge den stavemåde, der genfindes i den oprindelige klassifikation fra 1787. Det er værd at bemærke, at disse navne kan variere fra de nutidige.
Domaine Vicomte de Noüe-Marinič laver 4 vine og alle på Chardonnay, og de 3 fra dyrkningssteder, der ligger i II Cru Classificazione, mens den sidste hører til i III Cru Classificazione. De laves med burgundisk inspiration, og det er værd at nævne, at Chardonnay og andre franske sorter kom til Collio i 1869 ved den franske Grev Théodore de la Tour, hvorefter de udbredte sig i området, og dyrkning af Chardon-nay her er altså ikke et nyt fænomen.
Vini Noüe-Marinič-paraplyen råder over 20 hektar med vinmarker, der ligger i I, II, III og V Cru, og druerne herfra indgår alle i produktionen af vinene fra Érigone og Domaine Vicomte de Noüe-Marinič.
Vindyrkning og kælderarbejde
Den særlige jordbund, der findes i området kaldes Ponca og er en særlig mineral- og skiferholdig mergel, dvs. kalkholdig lerjord. Det gene-relt milde klima her er præget af bjergene og nærheden til det forholdsvis varme Adriaterhav. Det bjergrige landskab giver helt særlige ter-miske forhold og skaber en såkaldt katabatisk vind kaldet Bora, og det er en faldvind eller nedadstigende vind, der frembringes ved, at tyngdekraften trækker kold luft med en høj densitet ned fra højderne. Den oceaniske indflydelse fra det varme Adriaterhav er med til at in-tensivere Boraen, fordi forskellige, kolde og varme vejrsystemer kolliderer i området. De særlige vindforhold er med til at holde vinplanter og druer tørre og reducerer risikoen for skimmel og sygdomme, og mindsker dermed også behovet for behandlinger med kobbersulfat og svovldioxid. Alle disse forhold bidrager til at give mange unikke dyrkningssteder i Goriška Brda.
Domaine Vicomte de Noüe-Marinič dyrker jorden biodynamisk og afventer økologisk certifikation og ønsker på sigt at blive biodynamisk certificeret gennem Demeter. Der lægges stor vægt på arbejdet i markerne og på at høste sunde og velmodnede druer, der udtrykker plan-ternes voksesteder, som den gamle klassifikation jo netop også lægger op til. Der arbejdes med biodiversitet i markerne og med at etablere sammenhængende agroøkosystemer, der involverer dyreliv og fauna, både over og under jorden, og man lader græsser, urter og forskelli-ge former for planter vokse mellem rækkerne. Ambitionen for de 4 top-Chardonnayer er, at de skal kunne måle sig med seriøs hvid Bour-gogne, men samtidig skal de være tro mod deres dyrkningssteder: Den konsulterende ønolog Anthony Colas, der er knyttet til en række fremtrædende ejendomme i Bourgogne, og bl.a. hos Domaine Rousseau, fungerer som rådgiver. Druerne håndhøstes, og der vinificeres med spontan gæring med de vilde gærstammer fra skindene på brugte, franske pièces bourguignonnes, der tidligere har været anvendt hos Domaine Leflaive, og her lagres vinen i 12 måneder og siden igen 12 måneder på ståltanke, før aftapning. Alle vine fremstilles med en beskeden brug af svovldioxid.
Vinmarker og fremstillede vine
Udgangsniveauet for vinene etiketteres under navnet Marinič, og de laves med druer fra marker, der ligger nederst på skrænterne. Der er overvejende tale om monovarietale vine, på sorter, der er typiske for Goriška Brda/Collio og mange laves på ståltanke, mens andre frem-stilles på en kombination af stål og træ. Érigone-linien er opkaldt efter den smukke nymfe, der blev forført af Dionysos (Bacchus) i græsk mytologi. Serien inkluderer vine, der fremstilles med druer fra planter, der står på de cru’er, der indgår i den genoplivede klassifikation og omfatter bl.a: Ribolla Gialla fra Gaugnaz I Cru Classificazione; ”Anne” Jakot (Friulano) fra Cerou Superiore 1 Cru Classificazione; ”Zala” Malvasia d’Istria fra Locca III Cru Classificazione; Chardonnay ZGP Brda fra Ossech V Cru Classificazione og Chardonnay ZGP Vipava fra Ossech V Cru Classificazione. De cru-designerede vine fra Èrigone er som foreskrevet monovarietale, og druesorten angives på etiketten.
Topniveauet etiketteres med producentnavnet Domaine Vicomte de Noüe-Marinič, og der er tale om 4 vine på Chardonnay: ”Groblja” fra Vedrignano II Cru Classificazione; Tejca” fra Vedrignano II Cru Classificazione og ”Sotto la Chiesa” fra Bigliana II Cru Classificazione. Endelig laves ”Attico” fra San Pietro III Cru Classificazione. De 4 vine laves med Bourgogne-inspirationer, og på samme måde som en fla-ske Puligny-Montrachet ikke angiver sorten Chardonnay på etiketten, så sker det heller ikke her. De 4 omtales kort nedenfor:
Sotto la Chiesa Bigliana II Cru Classificazione
Vinen fremstilles af 100% Chardonnay dyrket på 1,5 ha, på marker omkring landsbyen Bigliana (Biljana), nær Kojsko. Positionerne er øst-vendte og ligger ca. 165 moh, og planterne var i gennemsnit 25 år gamle i 2019.
Groblja Vedrignano II Cru Classificazione
Vinen fremstilles af 100% Chardonnay dyrket på marker omkring landsbyen Vedrignano (Vedrijan), nær Kojsko. Positionerne er østvendte og ligger ca. 250 moh, og planterne var i gennemsnit 45 år gamle i 2019.
Tejca Vedrignano II Cru Classificazione
Vinen fremstilles af 100% Chardonnay dyrket på 1,5 ha, på marker omkring landsbyen Vedrignano (Vedrijan), nær Kojsko. Positionerne er nordøstvendte og ligger ca. 250 moh, og planterne var i gennemsnit omkring 25 år gamle i 2019.
Attico San Pietro III Cru Classificazione
Vinen fremstilles af 100% Chardonnay, dyrket på marker omkring byen Šempeter Pri Gorici (San Pietro).
