DOMAINE De Montille
Historie
Domaine de Montille blev ifølge Hubert de Montille, der var ejer og leder af domænet fra 1947-1990, grundlagt i 1730’erne. Det nuværende navn opstod dog først i 1863, og i moderne tid kan domænet måske siges at gå tilbage til 1947, da Hubert overtog ledelsen. De Montille-familien har imidlertid en ganske lang historie, og stamtræet er omfattende, og de mange familiemedlemmer hed Bizouard før de kom til at hedde Bizouard de Montille. Den måske første med navnetilføjelsen var Lazare Bizouard de Montille (1669-1735), og han blev Seigneur de Montille i 1716. En Seigneur var en feudal betegnelse for en fornem mand, en lensherre, der havde jordbesiddelser, og udnævnelsen tyder på, at han havde svoret troskab mod Kong Louis XIII og derfor måske havde fået et landområde og i hvert fald en titel. Oprindelseshistori-en går naturligvis længere tilbage, men det kan med sikkerhed siges, at familien de Montille i Volnay er direkte efterkommere af Lazares far: Francois Bizouard (1643-1719), der var kongelig sekretær, advokat og rådgiver for parlamentet i Metz. Lazare selv var også knyttet til hoffet og fungerede også som kongelig sekretær.
Meget tyder dog på, at i hvert fald nogle af vinmarksbesiddelserne kom fra en anden familie kaldet Chauvelot, for domænet fik først navnet, de Montille, da Marie Eléonore Chauvelot de Chevannes (f. 27. dec. 1843 i Beaune – d. 31. dec. 1926) og advokaten Étienne Joseph Marie Léonce Bizouard de Montille (f. 25. februar 1828 i Beaune – 1917, og han var Hubert de Montilles farfar) blev gift d. 9. april 1863. Marie Eléonore var Chauvelot de Chevannes-familiens eneste barn, og denne familie havde på daværende tidspunkt ejet vinmarksjord i generationer. Chauvelot-familien slog sig ned i Volnay omkring 1731-1733 og byggede her den ejendom på adressen på Rue du Pied de la Vallée, der siden har været associeret med de Montille-familien. Den kælder, der rummer de nuværende kontorer, blev lavet omkring 1776. Som familien selv har formuleret det, så blev hustruen Marie Elèonores vinmarker til Domaine de Montille.
Skal man undersøge domænets tidlige opståen lidt nøjere, så viser opslag hos Dr. Jules Lavalle (1855), at familierne Chauvelot og de Montille var jordbesiddere på flere climats i Côte d’Or. Chauvelot-familien nævnes i 1855 som ejere på Les Rugiens i Pommard; En Cham-pans, Carelle S.-Chapelle, En Fremiers, Les Angles et Pointe-d’Angles, En TaillePieds, Les Cazelles-Dessus og En Brouillard, alle i Volnay kommune, og flere af disse navne kendes også fra Domaine de Montilles aktuelle markportefølje. Hos Lavalle ses det også, at de Montille-familien i 1855 var ejere på La Ruotte i Morey (og formentlig identisk med den nuværende La Riotte Premier Cru), men også på Le Musig-ny, Les Bonnes-Mares og Les Fuées, alle i Chambolle-Musigny: Grene af de Montille-familien kom til at eje omkring 5 ha i Chambolle-Mu-signy, før Den Franske Revolution (1789-1799), og de kom fra Comeau de Créancey-familien.
Familien de Montille har forklaret, at Étienne Joseph Marie Léonce Bizouard de Montille delte sin tid mellem domænet i Volnay, et domæne i Créancey og Société des Agriculteurs de France, der blev grundlagt i 1867, og han var selv en af medgrundlæggerne af denne indflydel-sesrige landbrugsorganisation. Lazare Bizouard de Montilles sønnesøn, François Jean-Baptiste Bizouard de Montille (f. 24 december 1747 i Beaune – d. 23. november 1797 i Beaune) blev den d. 11. januar 1785 gift med en Jeanne Comeau de Créancey (1765-1804) i Beaune. Hun kom fra en familie, der var Seigneurs de Créancey, og Créancey ligger ca. 35 km vest for Gevrey-Chambertin, og man må næsten fo-restille sig, at der fulgte vinmarksjord med som medgift ved giftermålets indgåelse, og ud over jorden i Chambolle-Musigny, var der også besiddelser i Volnay, Pommard og Beaune.
Der er altså mange tråde, der løber sammen, men de Montille-domænet kan siges at være opstået ud af flere familiære forbindelser og af vinmarksbesiddelser fra Chauvelot- og fra Comeau de Créancey-familien. Under alle omstændigheder tager domænets udviklingshistorie sin begyndelse i tiden før Den Franske Revolution, men frasalg og den franske arvelovgivning har betydet, at ejendommen historisk har va-rieret betydeligt i størrelse. Vinmarksarealerne kan have været ganske omfattende da Jean Léon Prosper Bizouard de Montille (f. 18. juli 1796 – d. 18. januar 1862) havde ansvaret for domænet, og ifølge familiens oplysninger omfattede Domaine de Montille under hans søn, Étienne Joseph Marie Léonce Bizouard de Montilles lederskab på et tidspunkt omkring 20 ha vinmarker med Pinot Noir, der inkluderede jord på climats i både Côte de Beaune og Côte de Nuits og bl.a. fremhæves jord på Musigny, Bonnes Mares og Les Amoureuses.
Siden fulgte en periode med frasalg, og da Étienne Joseph Marie Léonce Bizouard de Montilles sønnesøn, Hubert Bizouard de Montille (f. 25. oktober 1930 – d. 14. november 2014) reelt overtog ejendommen i 1947, inklusive huset på den historiske adresse i Volnay, var domæ-net ifølge familien blevet reduceret til lige under 2,5 ha. De små 2,5 ha jord fordelte sig på Carelles, Champans og Taillepieds i Volnay, og på Rugiens i Pommard. Der kan efterfølgende være kommet mere jord til, for aktuelt ejer domænet 3,7 ha på disse 4 climats, men enkelt-marksvinene fra disse har i den nyere historie været blandt dem Domaine de Montille har været tættest associeret med.
Hubert de Montilles far var advokat og ledte vinbruget frem til sin død, og han hed François Bizouard de Montille (1874-1935) og var blevet gift med Lucie Caillot (1897-1990) d. 2. juni 1927. Hubert de Montille blev advokat, lige som de fleste af de fremhævede forfædre, og han delte sin tid mellem domænet og retten i Dijon. Han var kun 5 år gammel da faderen gik bort, og han arvede ejendommen og lærte at ar-bejde i marken og i kælderen af sin onkel og sin ældre bror, Roger Caillot, der formentlig var en stedbror, og altså havde moderens efter-navn. Hubert lavede sin første årgang i 1947, da onklen pludseligt måtte give slip på forpligtelserne for at være nærværende da hans hu-stru skulle føde.
Den 17-årige Hubert var tilsyneladende ganske kapabel og frem for, som tidligere, at sælge vinene til négociants, så lavede han vinen og flaskeaftappede den selv. Det blev en praksis han fortsatte med og udbyggede, og det betød, at domænet begyndte at få en selvstændig identitet udadtil, på et tidspunkt, hvor domæneaftapning ikke var særlig udbredt. Hubert kom til at fremstille terroir-drevne vine han selv syntes om, og de fik et ry for fremragende kvalitet, og for at udtrykke de enkelte dyrkningssteder med stor autoritet, men også for at være vins de garde, der havde brug for lang tid i kælderen for at udvikles og modnes. Hubert de Montilles vine fik ifølge Remington Norman også et andet stiltræk, og særligt hans egen Volnay Taillepieds 1964 skulle have overbevist ham om, at han ikke brød sig om alkoholstærke vi-ne, og hvis han chaptaliserede, så var det kun op til 12% vol. En alternativ historie lyder, at Hubert underkalkulerede mængden af sukker til chaptalisering af en af sine vine fra 1959, og da han nogle år senere opdagede fejlen, fandt han ud af, at han foretrak denne vin frem for de øvrige.
Hubert de Montille udviklede domænet med jordopkøb, og særlig i Volnay og Pommard, og omkring 1996 var domænet vokset til 7,21 ha, og man genkender navnene på et par tilkomne climats, der også blev set hos Lavalle i 1855: Les Brouillards (0,38 ha) og Les Angles (0,15 ha). Man kan let få den tanke, at det må have været en særlig glæde at tilføje arealer på climats, hvor familien tidligere havde haft besiddelser. Man kunne også let få den tanke, at Hubert måske forfulgte en drøm eller ambition om at genskabe domænets fortidige stor-hed, bl.a. ved at rekonstruere det med plots på climats, hvor familien tidligere havde været ejere. Og at denne ambition også kom til at dæmre i hans søn.
Hubert de Montille og hustruen Christiane Marguerite Georgette Cuinet (f. 27. oktober 1932 – d. 29. juni 2008) fik sønnen Étienne (f. 13. maj 1963) og datteren Alix (f. 6. februar 1971), og de blev begge tidligt deltidsaktive på vinbruget, men begyndte også begge på jurauddan-nelser. Étienne var et år i Californien i begyndelsen af 1980’erne, og det har måske også givet anstød til en interesse for et engagement der, som udmøntede sig omkring 2016/2017, med Racines-projektet i Santa Rita Hills AVA i Santa Barbara County. Étienne begyndte efter hjemkomsten fra USA at arbejde deltid på domænet i 1983 og arbejdede også i nogle år som advokat med fusioner og opkøb i banken BNP-Paribas. Han blev færdig med sine ønologistudier i 1990, hvor han fik et diplôme de technicien œnologue. I perioden fra 1983-1990 lavede han vinene sammen med sin far, med faderen i hovedrollen, og han blev medleder af domænet i 1995.
Familien erhvervede 0,85 ha på Les Caillerets Premier Cru i Puligny-Montrachet fra Jean Chartron i 1993, og Alix, der er gift med Jean-Marc Roulot fra Domaine Roulot i Meursault, fik ansvaret for at lave vinen, der fremstilles med druer fra planter, der står lige op til Montra-chet. Denne vin er siden blevet en af domænets mest emblematiske. Étienne gik i gang med at indføre økologisk dyrkning i 1995, og han begyndte at tilpasse faderens stil efter sin egen tænkemåde, og selv om det ifølge familiens egen fremstilling ikke skete uden konfrontatio-ner, så handlede det måske mere om at udvikle stilen end om at foretage et radikalt opgør. Étienne indførte vinifikationer med flere hele klaser for at gøre vinene mindre strenge og mere smidige og silkede, idet han ønskede, at de skulle have en tidligere appel, men han holdt fast i, at de skulle være terroir-fokuserede og gemmeværdige.
I 2003 skabte Étienne og Alix en négociant-virksomhed kaldet Maison Les Deux Montilles Soeur & Fréres. De specialiserede sig i at opkø-be druer fra lokale dyrkere og fremstille fortrinsvis hvide vine, og det var Alix, der lavede vinene fra 2004 og frem til 2013, hvorefter Etienne og hans hold overtog ansvaret, og navnet på négoce-delen skiftede til Maison de Montille. Historisk har négoce-porteføljen varieret og her må man orientere sig efter de enkelte årgange.
Måske var det erfaringerne med fusioner og opkøb fra bankverdenen, der kom den entreprenante Étienne de Montille til gode, og måske var det også familiens og domænets lange historie, der vejede med og forpligtede, men under alle omstændigheder begyndte han afgøren-de efter årtusindskiftet at udvikle domænet gennem en række opkøb. I 2003 købte familien 0,44 ha med Chardonnay på Les Aigrots Premi-er Cru i Beaune, og 1,04 ha med Chardonnay på Corton-Charlemagne (Les Pougets) i 2004. I 2005 købte familien, sammen med Domaine Dujac, nogle af ex-Domaine Thomas Moillards vinmarker og indlemmede dermed 0,58 ha på Saints-Julien og 0,73 ha på Aux Thorey Pre-mier Cru, begge i Nuits-Saint-Georges, i porteføljen. Mere spektakulært blev der fra samme kilde også tilføjet 1,37 ha på Les Malconsorts Premier Cru i Vosne-Romanée, der er kendt for at yde vidunderligt finesserige vine. Étienne opdelte fra begyndelsen jorden på Les Mal-consorts og fremstillede to aftapninger: En fra 0,89 ha og en anden fra 0,48 ha, der grænser lige op til La Tâche, og planterne her yder en endnu mere overdådig vin. Han kaldte denne vin for Vosne-Romanée Les Malconsorts Christiane Premier Cru, som en hyldest til sin mor, der i familien anerkendes for sit arbejde på de indre linier og herunder med vigtige administrative funktioner.
Domaine de Montille indførte biodynamisk dyrkning i 2005, og vinene blev økologisk certificerede i 2012, og den største domænetilføjelse kom samme år: I 2002 var Étienne blevet direktør for Château de Puligny-Montrachet, og han købte ejendommen d. 28. juni 2012 for 18 mio Euro, og med selve slottet fulgte ca. 20 ha vinmarker og en del af vinbeholdningen. De ca. 20 ha vinmarker blev i begyndelsen med-ejet af nogle private investorer, mens Étienne fik dyrkningsrettighederne, og de sidste marker blev indlemmet i 2017. Overtagelsen betød, at Domaine de Montille kom til at eje ca. 35 ha vinmarker og af disse var ca. 20 ha Premiers og Grands Crus.
Det hører endelig også med til historien, at Étienne har etableret sig i vindyrkningsområdet Hokkaido i Japan. Det skete omtrent samtidig med, at Racines blev grundlagt i Californien. Hokkaido er den nordligst beliggende og den næststørste af Japans 4 hovedøer, og der er et stort potentiale for Chardonnay og Pinot Noir. Ideen opstod i 2014, og Ètienne blev begejstret for mulighederne, og i 2016 lancerede han projektet De Montille & Hokkaido, som i 2018 fremstillede de første vine fra lokalt dyrkede druer, og det er man fortsat med frem til årgang 2022. Det har givet vigtige erfaringer og en forståelse af den lokale kontekst. I 2017 købte Étienne de første 3 ha jord, og den første vin-mark blev tilplantet i 2019. Domænet vil fremover satse på Chardonnay og Pinot Noir, og som i Californien ønsker man i vinfremstillingen at forbinde fransk know-how med de lokale terroirs. I oktober 2025 ejede domænet 40 ha jord, hvoraf 15 ha var tilplantet med vin: Det fordeler sig med omtrent 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay. Étienne omtaler det som fase 1 af projektet og fase 2 omhandler indkøb af yderligere 15 ha jord. De første vine fra egne druer er fra 2024, og der frigives i omegnen af 7000 flasker. Hans restaurant Bistro Bellevue, der har en spektakulær udsigt over Hakodate-bugten, blev færdig i 2024.
Vindyrkning og kælderarbejde
Étienne de Montille var en af de tidlige fortalere for økologisk vindyrkning, og selv om der var økologiske inklinationer tidligere, under fade-rens ledelse, så blev fuld økologisk vindyrkning en realitet i 1995, og biodynamiske metoder blev indført i 2005. Anvendelse af kunstgød-ning og syntetiske pesticider har altså været udelukket fra familiens marker siden 1995, men der anvendes dog stadig kobbersulfat og svovlpulver i markerne om nødvendigt, og det er foreneligt med den økologiske certificering, der kom i 2012 (Ecocert). Familien har også fremhævet, at tilgangen til biodynamisk vindyrkning er pragmatisk og ikke ”religiøs”, som det formuleres.
Planterne følges tæt gennem hele dyrkningssæsonen og alle druer håndhøstes når de har den ønskede modenhed. Amerikanske Brian Si-eve har været hos Domaine de Montille siden 2009 og har været chef de cave siden januar 2010 og er Étiennes udførende, højre hånd i kælderen. De hvide fremstilles med fadgæring og lagring på delvist nye fade med kapaciteter på 228-600 liter. Andelen af nye fade varierer lidt, men typisk anvendes 5-30% nye, lettoastede fade, fortrinsvis lavet af eg fra Allier, og vinene gennemgår også malolaktisk gæring på fad. Første racking sker efter ca. 12 måneder, hvorefter vinene overføres til ståltanke, hvor de lagres i 4-6 måneder, for at bevare deres friskhed. Mens Hubert de Montille foretrak at anvende 25-30% hele klaser og maksimalt 20-30% ny eg til de røde, så foretrækker Ètienne de Montille typisk omkring 75% helklaser, afhængig af den enkelte cuvée og hvis dyrkningssæsonen tillader det, men både flere og færre helklaser ses også. 10% ny eg til familiens Bourgogne Rouge er ikke usædvanligt, og op mod 50-60% ny eg ses til Vosne-Romanée-appel-lationerne og Corton Clos du Roi. Idealet er at lave rene, friske, velduftende og finesserige vine.
Vinmarker og fremstillede vine
Tyngden af Domaine de Montilles aktiviteter ligger i Côte de Beaune. Domænet omfatter ca. 33,34 ha vinmarker, og af disse ligger 30,66 ha i Côte de Beaune og 2,68 ha i Côte de Nuits. Domænet ejer jord på 40 forskellige appellationer, og der laves ca. 100.000 flasker årligt. Der laves omkring 18 røde domæne-aftapninger (fra 18,40 ha) og omkring 15 hvide (fra 14,94 ha), omend der kan være variationer. Derud-over laves der ind i mellem flere røde, men fortrinsvis hvide vine fra indkøbte druer under Maison de Montille-etiket.
Hvide domæne-vine:
Bourgogne Chardonnay (Vinen laves fra to plots nær landsbyen Puligny-Montrachet)
Bourgogne Blanc Clos du Château (5,23 ha)
Chassagne-Montrachet* (0,67 ha)
Meursault Saint Cristophe** (0,96 ha)
Puligny-Montrachet*** (1,48 ha)
Beaune Les Aigrots Premier Cru (0,49 ha)
Meursault Les Porusots Premier Cru (0,63 ha)
Meursault Les Perrières Premier Cru (0,45 ha)
Monthélie Les Duresses Premier Cru (0,27 ha)
Puligny-Montrachet La Garenne Premier Cru (0,14 ha)
Puligny-Montrachet Les Caillerets Premier Cru (0,85 ha)
Puligny-Montrachet Les Folatières Premier Cru (0,52 ha)
Saint-Aubin En Remilly Premier Cru (1,70 ha)
Chevalier-Montrachet Grand Cru (0,23 ha)
Corton-Charlemagne Grand Cru (1,02 ha)
* Druerne kommer fra to climats, Champs Derrières og Les Houillères, i alt 0,67 ha.
** Meursault Saint Christophe blev lavet første gang i 2016 og er en assemblage af druer fra tre climats: Les Casse-Têtes, Les Petits Char-rons og Les Narvaux du Dessous, i alt 0,96 ha, der alle hører til på en skråning, der kendes som Montagne Saint Christophe, opkaldt efter St. Christophe, der pryder højen i form af en statue. Sidste årgang for Meursault Les Narvaux (0,24 ha) var 2015.
*** Druerne kommer fra 3 climats: 1,1 ha på Les Chalumeaux, der blev deklasseret til Villages-niveau i 1975; desuden er der 0,38 ha, for-delt mellem Levron og Baudriéres-Nosroy.
Røde domæne-vine:
Bourgogne Rouge* (3,28 ha)
Monthélie** (0,93 ha)
Nuits-Saint-Georges Aux Saints-Juliens (0,58 ha)
Pommard Les Cras (0,50 ha)
Beaune Les Grèves Premier Cru (1,26 ha)
Beaune Les Perrières Premier Cru (0,64 ha)
Beaune Les Sizies Premier Cru (1,62 ha)
Nuits-Saint-Georges Aux Thorey Premier Cru (0,73 ha)
Pommard Les Pézérolles Premier Cru (1,36 ha)
Pommard Les Rugiens-Bas Premier Cru (1,02 ha)
Volnay En Carelle Sous Chapelle Premier Cru (0,20 ha)
Volnay En Champans Premier Cru (0,96 ha)
Volnay Les Mitans Premier Cru (0,72 ha)
Volnay Les Taillepieds Premier Cru (1,51 ha)
Vosne-Romanée Aux Malconsorts Premier Cru (0,89 ha)
Vosne-Romanée Aux Malconsorts – Christiane Premier Cru (0,48 ha)
Clos Vougeot Grand Cru (0,29 ha)
Corton Clos du Roi Grand Cru (0,84 ha)
* Druerne kommer fra marker i Volnay og Puligny-Montrachet.
** Druerne kommer fra 0,5 ha på Les Plantes og 0,43 ha på En Clous.
