Camille Giroud
Historie
Camille Giroud er navnet på négociant eller vinkøbmandsvirksomhed, der blev grundlagt i Beaune i 1865 af Camille Giroud, som havde schweiziske aner. Han giftede sig i 1865 med en Mademoiselle Deschamps, som var datter i en familie, der var bødkere og drev en veleta-bleret vinhandelsvirksomhed i Beaune. Camille overtog virksomheden samme år og omdøbte den til Maison Giroud Deschamps. I 1903 blev négociant-virksomheden igen omdøbt og denne gang til Maison Camille Giroud. Camille Giroud havde specialiseret sig i at opkøbe most og færdiglavet vin for at lagre og modne den i sin kælder, modsat de fleste andre vinkøbmænd, der også eller udelukkende købte druer for selv at lave vinen. Vinene blev lagret i årevis og nogle gange i årtier, før de blev frigivet til salg, og Maison Camille Giroud blev kendt for at købe og for at sælge meget lagringsværdige røde vine.
Camille Giroud selv levede et langt liv, og da han døde i 1950’erne overtog hans yngste søn Lucien Giroud (ca. 1903-1989) virksomheden, og han fortsatte med at satse på køb af meget holdbare og udviklingsegnede røde vine. I efterkrigsårene gik salget langsomt og indtægter-ne var små og likviditetsbindingen voksede. Mængderne af vin gjorde det nødvendigt at flytte virksomheden i 1967, fra Avenue de la Gare i Beaune til den nuværende adresse på Rue Pierre Joigneaud, ligeledes i Beaune. Det nye hovedsæde er en flot ejendom fra 1800-tallet med en lukket gård og omfattende kældre.
Fremme i 1988 blev amerikanske Becky Wasserman, der havde været bosat og etableret i Bourgogne siden 1968, eneimportør af Maison Camille Girouds vine på det amerikanske marked. Det markerede en vigtig og mere varig forbindelse, der kom til at medforme virksomhe-dens videre skæbne. Lucien Giroud gik bort i 1989 og blev efterfulgt af sine to sønner Bernard og François. De økonomiske problemer, der efterhånden havde ophobet sig, førte til, at brødrene i de tidlige 1990’ere ophørte med at købe færdiglavet vin og i stedet begyndte at købe druer for at lave vinene selv. De erhvervede deres første vinmark i 1993, på Aux Cras Premier Cru i Beaune (0,32 ha) og begyndte altså først her at forene handels- og domænevirksomhed. I 1995 købte de jord på Au Crétot i Hautes-Côtes de Beaune (0,57 ha), og på Les Avaux Premier Cru, ligeledes i Beaune (0,31 ha). Domænedelen omfatter i 2026 stadig blot disse ca. 1,2 ha vinmarker og udgør således en beskeden del af aktiviteterne. Vinene skabt i denne periode var gammeldags og ekstraherede i stilen og dermed klassiske vins de gar-de, der blev lagret længe på egetræ, og der var stadig fokus på de røde vine.
I 2000 besluttede brødrene at sælge, og salget blev formidlet af Becky Wasserman og blev en realitet i 2001, og køberne var en lille sam-menslutning af amerikanere med vinbrugsejeren Ann Colgin og bankmanden Joe Wender i spidsen. De indsatte Becky Wasserman som direktør til at lede den traditionsrige virksomhed. Hun ansatte i juli 2001 den lovende og blot 24 år gamle David Croix som teknisk direktør og dermed som ansvarlig for at lave vinene. Han var helt nyuddannet fra universitetet, og samarbejdet blev en succes, og han lavede vine-ne frem til 2016. David Croix har en etårig uddannelse fra Institut Jules Guyot (Licence des Sciences de la Vigne, Viticulture) fra 1999 og tog siden en to-årig uddannelse fra Universitè de Bourgogne i Dijon (Diplôme Nationale d’Oenologue), hvor han dimitterede i 2001. Han ændrede vinenes stil og gjorde dem renere, mere elegante og mere nutidige, og porteføljen blev efterhånden også udvidet til at omfatte hvide vine. Maison Camille Girouds aktiviteter var stadig baseret på drueopkøb, og man fik etableret nogle mere varige relationer og indgik kontrakter med leverandører, og det var med til at sikre kvalitet og kontinuitet.
I 2005 indgik Becky Wasserman og David Croix en aftale om, at han kunne dele sine aktiviteter mellem Maison Camille Giroud og et nyeta-bleret domæne, der fik navn efter ham, idet han blev medejer og régisseur, direktør, i Domaine des Croix, der også etablerede sig i Beau-ne, i gåafstand fra Camille Giroud. I perioden fra 2001-2007 blev der bygget nye faciliteter til termostyrede stålgæringstanke, og man ind-førte et sorteringsbord, en maskine til afstilkning, etc. Man lavede også en præcis lageropgørelse over de flere hundrede tusind flasker, der lå i kælderen og begyndte at frigive nogle af dem hvert år, og det var vine fra 1940’erne og frem. David Croix overtog direktørposten hos Camille Giroud i 2007 og havde ansvaret, indtil Carel Voorhuis tog over i oktober 2016, og de to gennemførte en smidig overgang. Carel Voorhuis har hollandske aner og studerede sammen med David Croix på Universitetet i Dijon og fik sit Diplôme Nationale d’Oenologue i 2002, og han har også det overordnede ansvar for at lave vinene for Camille Giroud.
Vindyrkning og kælderarbejde
Carel Voorhuis fremstiller terroir-drevne, elegante og indsmigrende vine og lægger vægt på en nænsom fadbehandling og anvender derfor kun en mindre andel af nye fade. Han forstår grundlæggende sit virke som en fortsættelse af David Croixs arbejde. I forhold til sin forgæn-ger har Carel dog fremhævet, at han anvender flere helklaser i vinifikationerne og mindre, dvs. ingen svovl i forbindelse med vinifikationer-ne af de røde vine. Han har dog også understreget, at han ikke laver vins nature og fremhæver, at vinene ikke har mere volatilsyre end vine lavet med tilsætning af svovl. Der anvendes dog en beskeden mængde svovl i forbindelse med aftapningen af vinene. Han har også fortalt, at der fortrinsvis indgås etårige kontrakter med drueleverandører, men at mange relationer har strukket sig hen over årtier. Kontrakt-styring er således en vigtig del af arbejdet her, også når gamle leverandører indimellem falder fra og skal erstattes af nye. Det generelle billede er dog, at leverandørsituationen er relativt stabil. Der er ikke generelle retningslinier for hvordan planterne skal dyrkes, bl.a. fordi det er sælgers marked og efterspørgslen på gode druer er stor, men i hovedreglen kan man tale sig til rette om, hvordan vindyrkningen foregår, idet Carel Voorhuis formidler sine ønsker til druedyrkerne.
Vinmarker og fremstillede vine
Camille Giroud tilbyder et lille udvalg af hvide vine fra forskellige appellationer, mens porteføljen af de røde er noget mere omfattende og inkluderer vine fra mange eftertragtede climats.
