DOMAINE OSTERTAG
Historie
Denne ejendom i landsbyen Epfig i Alsace blev grundlagt i 1966 af Irma og Adolphe Ostertag, der til en begyndelse ejede 0,2 ha jord på Fronholz nær Epfig. Sønnen André Ostertag overtog domænet i 1980’erne, og han havde erfaringer fra Bourgogne og var blevet gode ven-ner med Dominique Lafon fra Domaine des Comtes Lafon i Meursault. Han indførte lavere høstudbytter og en Bourgogne-inspireret tilgang i kælderen når det handler om de druer, der har rødder i Bourgogne: Pinot Noir, Pinot Gris og Pinot Blanc, og vine på disse druesorter blev lagret på pièces bourguignonnes lavet af eg fra Vosges, mens vine på Gewurztraminer, Muscat, Riesling og Sylvaner udelukkende blev fremstillet på stål. Bourgogneinspirationerne var dog ikke uden omkostninger, og da André Ostertag indsendte sin Pinot Gris 1983 fra 0,4 ha på Muenchberg til myndighedernes godkendelse fik han den ikke, fordi vinen blev anset for at være atypisk grundet fadbehandlin-gen. Han valgte at etikettere vinen under navnet A360P, med henvisning til parcellens matrikelnummer, og der var således tale om en umisforståelig reference til Munkebjerget i Nothalten. I sidste ende var begivenheden vel nok med til at gøre både vinen og producenten mere berømte, og den var med til at bestyrke narrativet om, at der her rådede en pionerånd. Samtidig oparbejdede ejendommen et ry for at være en af områdets stilskabende og kvalitetsførende producenter af forholdvis tørre vine, der ikke var så sødmeafrundede, som det ellers
ofte ses i Alsace. Gewurztraminer var undtagelsen, idet André fik den opfattelse, at det ikke klædte disse vine at være tørre. Derudover blev der lavet små mængder af fascinerende Vendanges Tardives og Selections de Grains Nobles.
André Ostertag indførte først økologisk og siden biodynamisk dyrkning omkring 1997/1998, og Demeter-certifikation kom i 2004, og ikke blot han selv mente, at det gav vine med endnu større friskhed og klarhed. Han indførte også en skelnen mellem tre forskellige kategorier af egne vine: Vins de Fruit, der udtrykte druesortens karakter, og det var Villages-aftapninger, og altså ikke vine fra lieux-dits, navngivne lo-kaliteter, eller Grand Cru-dyrkningssteder; Vins de Pierre, der sigtede mod at udtrykke lokalitetens karakter, og omfattede tørre vine fra vin-marker med egne stednavne og Grand Cru Muenchberg, og endelig var Vins de Temps et udtryk for, at tid og vejrlig havde tilladt produkti-on af vine på sent høstede og Botrytis Cinerea-angrebne druer.
Domænet består aktuelt af 14,4 ha med vinmarker, der fordeler sig på 88 separate plots, eller jardins/haver, som André ynder at kalde dem. Det omfatter især jord på: Fronholz og Pflanzer i Epfig; Muenchberg, Heissenberg og Zellberg i Nothalten og Clos Mathis i Ribeauvil-lé. Ud over disse er der adskillige Village-plots omkring Epfig, Nothalten, Itterswiller og Albé. Lokaliteterne udbreder sig i den centrale del af Alsace, men Epfig og Nothalten ligger i det nordlige departement Bas-Rhin, mens Ribeauvillé ligger længere sydpå i det sydlige departe-ment Haut-Rhin, tæt på Colmar.
Andrés søn Arthur Ostertag overtog ledelsen af ejendommen i 2018, hvor han lavede sine første egne vine. Han har en BTSA Viticulture-Oenologie fra Lycée Viticole de Beaune, og ud over at have arbejdet sammen med sin far, har han bl.a. erfaringer fra Domaine des Comtes Lafon, og han har intensiveret sin fars tilgang. Han har bl.a. skåret ned på brugen af traktor og maskineri i vinmarkerne, og vil på længere sigt udvikle en praksis med brug af heste, som det f.eks. også kendes fra Domaine Chevrot i Maranges. En af flere fordele ved brug af he-ste er, at jorden trykkes mindre sammen, og det er bl.a. med til at øge biodiversiteten i agroøkosystemerne. De 14,4 ha udtrykkes i en por-tefølje, der omfatter op mod 24 etiketter, og der laves i omegnen af 85.000 flasker årligt. Christine, der er kunstner og Andrés hustru, har designet etiketterne til familiens vine.
Vindyrkning og kælderarbejde
Biodynamisk vindyrkning er udbredt i Alsace, og André Ostertag indførte tilgangen i 1997/1998, som en videreudvikling af den økologiske forpligtelse, og sådan arbejdes der stadig. Arthur har på mange måder videreført sin fars praksis, men sætter også sit eget præg, og nye aftapninger er kommet til. Druerne håndhøstes når de er modne, alle presninger er langsommelige og nænsomme, gæringerne er lange, og alle vine gennemgår malolaktisk gæring. Mosten, der anvendes til Vins de Fruit og Vins de Pierre, bliver typisk (næsten) gæret ud med den vilde gær, der kommer fra skindene: Få gram restsukker ses dog i disse vine. Vine på Gewurztraminer er dog stadig en undtagelse, idet familien her stadig foretrækker en vis residualsødme. Muscat, Sylvaner og Riesling lagres på stål, mens Pinot Blanc, Pinot Gris og Pi-not Noir fortrinsvis lagres på brugte pièces bourguignonnes, lavet med eg fra Vosges. Den præcision og følsomhed, der udfoldes i forhold til vindyrkning og i kælderen, sætter sig stærkt igennem i de transparente, udtryksfulde og glædesgivende vine.
Vinmarker og fremstillede vine
Blandt domænets mest kendte lokaliteter er lieu-dit Fronholz i Epfig og Muenchberg Grand Cru i Nothalten. Fronholz ligger på toppen og de sydvestvendte skråninger på en bakke nær Epfig, og lokaliteten er kendt for at yde elegante, velduftende vine med en udtalt mineralitet og frisk syre. De ca. 3,6 ha på Fronholz fordeler sig med: Riesling (1,2 ha); Muscat Ottonel (0,3 ha); Pinot Noir (0,3 ha); Pinot Gris (0,25 ha); Gewurztraminer (1,2 ha) og Sylvaner (0,35 ha).
Familien har ca. 2,05 ha på Muenchberg Grand Cru og er domænets kronjuvel. Navnet på lokaliteten forbinder de alsaciske ord Muench og Berg til Munkebjerget og henviser til de Cistercienser-munke der oprindelig tilplantede stedet i det 11. og 12. århundrede. Lokaliteten blev officielt anerkendt som Grand Cru ved et dekret fra d. 17. december 1992. Der er tale om et sydvendt amfiteater, som ligger for foden af Vogeserne, og Muenchberg er kendt for sin jord, der domineres af lyserøde sandsten, kalk og vulkansk sediment. Dyrkningsstedet giver vine med raffinement, definition og længde i smagen på både Riesling (1,65 ha) og Pinot Gris (0,4 ha med matrikelnummeret A306P).
Nedenfor gives en oversigt over vinporteføljen.
Vins de Fruit er tørre vine fremstillet med druer fra marker omkring udvalgte landsbyer, og der er tale om en serie af Villages-vine, der bl.a. etiketteres under fællesbetegnelsen Les Jardins, haverne.
Cuvée Pinot
Vinen fremstilles med Pinot Blanc og Pinot Gris, og druerne håndhøstes. De kommer i udgangspunktet fra omkring 20+ år gamle planter, der står på 0,16 ha granit- og lerholdig jord i Epfig og Ribeauvillé. Druerne får en let presning, og der gæres på termostyrede ståltanke med de vilde gærstammer fra skindene. Vinen er tør og indeholder typisk få gram restsukker, og den lagres sur lie fines i 9 måneder på brugte pièces.
Riesling Les Jardins
Druerne håndhøstes fra 2,5 ha vinmarker, hvor jorden domineres af fin silt med indhold af kvarts, feltspat og organisk materiale, sandsten, granit og vulkanske sedimenter. Parcellerne fordeler sig mellem Epfig, Itterswiller og Nothalten. Planterne er i gennemsnit omkring 30+ år gamle. Den alkoholiske gæring foretages på termostyrede ståltanke, og Arthur anvender den vilde gær fra skindene til at lave en tør vin. Den ståltanklagres i 12 måneder sur lie fines, dvs. på de døde gærceller, hvilket er med til at give tekstur og sammensathed.
Sylvaner Vieilles Vignes
Druerne håndhøstes fra 2 ha vinmarker, der domineres af grus, ler og granit. Planterne var 55+ år gamle i 2025. Alkoholisk gæring foregår på termostyrede ståltanke. Vinen er tør og indeholder typisk få gram restsukker. Den ståltanklagres i 12 måneder sur lie fines.
Vins de Pierre er vine med lieu-dit- og eventuelt Grand Cru-angivelse. Domaine Ostertag laver typisk følgende vine fra følgende enkeltlo-kaliteter:
Gewurztraminer Fronholz «A l’Orient d’Eden» (Epfig)
Vinen fremstilles med druer fra 1,2 ha på Fronholz i Epfig med en sand- og kvartsholdig mergel. Planterne var omkring 40+ år gamle i 2025. Druerne får en let presning, og der gæres på termostyrede ståltanke med de vilde gærstammer fra skindene. Mosten gæres ikke ud, og der efterlades omkring 50 gram restsukker/liter i de færdige vin. Den lagres sur lie fines på stål i 8 måneder.
Muscat Fronholz (Epfig)
Vinen fremstilles med Muscat Ottonel fra 0,3 ha på Fronholz (Epfig) med sand- og kvartsholdig mergel. Druerne får en let presning, og der gæres på termostyrede ståltanke med de vilde gærstammer fra skindene. Vinen er tør og lagres sur lie fines på stål i 9 måneder.
Pinot Gris Fronholz (Epfig)
Vinen fremstilles med druer fra 0,25 ha på Fronholz (Epfig) med sand- og kvartsholdig mergel. Druerne får en let og nænsom presning, og der gæres på pièces med de vilde gærstammer fra skindene. Vinen er tør og lagres sur lie fines i 12 måneder på 10-20% nye pièces.
Pinot Gris Muenchberg Grand Cru A360P (Nothalten)
Vinen laves med druer fra 0,4 ha på Muenchberg (Nothalten). Druerne fra de 30+ år gamle planter håndhøstes, vinifikationen foregår på 10-20% nye pièces, hvor vinen efterfølgende lagres i 12 måneder.
Pinot Gris Zellberg (Nothalten)
Vinen fremstilles med druer fra 0,45 ha på Zellberg (Nothalten) med sandstensholdig mergel. Zellberg er sydøstvendt, og det siges at den lyserøde sandsten fra Vogeserne er med til at give en lidt mere opulent, sensuel vin med delikate aromaer. Druerne fra de 20+ år gamle planter håndhøstes, og vinen laves og lagres efterfølgende i 12 måneder på 10-20% nye pièces.
Pinot Noir Fronholz (Epfig)
Vinen fremstilles med druer fra 0,3 ha med sand- og kvartsholdig mergel. Druerne fra de 40+ år gamle planter håndhøstes, og mosten fra den fuldt afstilkede frugt gæres på termostyrede ståltanke med ca. 10 dages maceration og daglige overpumpninger af de flydende be-standdele. Vinen lagres i 12 måneder på brugte pièces.
Riesling Fronholz (Epfig)
Vinen fremstilles med druer fra 1,2 ha med sand- og kvartsholdig mergel. Planterne er i gennemsnit omkring 30+ år gamle. Efter en let presning foregår den alkoholiske gæring på termostyrede ståltanke, og Arthur anvender den vilde gær fra skindene til at lave en tør vin. Den ståltanklagres i 12 måneder sur lie fines.
Riesling Heissenberg (Nothalten)
Vinen fremstilles med druer fra 0,75 ha med sandsten-, gneiss- og granitholdig jord. Domaine Ostertag ejer 0,75 sydvendte ha med vin-marker på Heissenberg, det varme bjerg, i Nothalten. Familien dyrker udelukkende Riesling her, som anvendes til denne vin, og lokaliteten yder en Riesling med fylde, mineralitet og generøse, eksotiske aromaer. Planterne var i 2025 omkring 25+ år gamle. Efter en let presning af druerne foregår den alkoholiske gæring på termostyrede ståltanke, og der laves en tør vin med få gram restsukker. Den ståltanklagres i 12 måneder sur lie fines.
Riesling Le Berceau lieu-dit Pflanzer (Epfig)
Vinen fremstilles med druer fra 0,8 ha med 35+ år gamle planter på et lieu-dit i Epfig, der kaldes Pflanzer, Planteren. Navnet Le Berceau betyder Vuggen, og navnene skal forstås i en sammenhæng. Lokaliteten blev tidligere anvendt som en vinplanteskole, et sted for helt unge vinplanter, fordi jorden her, der domineres af kvarts- og sandstenholdig mergel, er frugtbar og positionen er velventileret. Efter en let pres-ning af druerne foretages den alkoholiske gæring på termostyrede ståltanke og foregår med de vilde gærstammer fra skindene. Den alko-holiske gæring varer 18 måneder og efterlader en tør vin, den gennemgår malolaktisk gæring. Den ståltanklagres i 20 måneder.
Riesling Muenchberg Grand Cru (Nothalten)
Vinen fremstilles med druer fra 1,65 ha med sandsten- og kalkholdig vulkansk jord på Muenchberg Grand Cru. Planterne var i 2025 om-kring 35+ år gamle. Efter en let presning af druerne foretages den alkoholiske gæring på termostyrede ståltanke og foregår med de vilde gærstammer fra skindene. Vinen er tør, med få gram restsukker, og den ståltanklagres i 12 måneder sur lie fines.
Vins de Temps omfatter Vendanges Tardives (VT), vine lavet på senthøstede druer, og Selections des Grains Nobles, (SdGN), vine lavet på druer, angrebet af ædelråd/Botrytis Cinerea. Typisk ses: Gewurztraminer SdGN fra 1,8 ha; Gewurztraminer Fronholz VT fra 1,2 ha; Ge-wurztraminer Fronholz SdGN fra 1,2 ha; Muscat Fronholz SdGN fra 0,3 ha.
Vinrosen importerer et udvalg af vine fra Domaine Ostertag.
